Kampvalg om formandsstolen i Rold Skov Golfklub
Formand Flemming Knudsen beretning aflagde sin – i hvert fald foreløbig – sidste beretning på generalforsamlingen i Rold Skov Golfklub forleden:
Senere på aftenen fik han nemlig færre stemmer end sin udfordrer Henrik Brandt ved kampvalget om posten som bestyrelsesformand.
I sin beretning kunne Flemming Knudsen se tilbage på et stort år for Rold Skov Golfklub: Fejring af banens 25 års jubilæum, hvor flere end 700 golfspillere spillede med i de mange spændende matcher og 160 deltog i den store jubilæumsfest.
Et år hvor støtteforeningen Rold Skov Golfklubs venner blev stiftet og blandt andet stod for etablering af en helt ny terrasse, hvor klubbens medlemmer og gæster kan nyde området efter en runde golf, men også en terrasse, hvor klubbens medlemmer kan mødes til en snak om blandt andet golf.
Over 800 medlemmer – mange nye juniorspillere
Rold Skov Golfklub har stadig over 800 medlemmer, efter der i 2016 er optaget 74 nye medlemmer, desværre er lige så mange stoppet med at spille golf i Rold Skov Golfklub, men der er kommet rigtig mange nye juniorer til klubben. Dette er sket efter en stor indsats af Peter Neergaard Andersen, der som bestyrelsesmedlem har etableret samarbejde med Rebild Kommune og SFO-ordningen, så rigtig mange unge får kendskab til golfspillet.
De frivilliges meget store indsats i klubben har blandt andet resulteret i beskæringer og oprydninger på banen, så den fremstår endnu mere indbydende end før.
Fremgang for klubhuset
Flemming Knudsen berettede også om fremgang for klubbens ”Hul 19”, som serverer mad og drikke til de sultne golfere, når de har afsluttet en runde golf, ligesom der kunne berettes om stor tilslutning til den Golf-ring, som Rold Skov Golfklub deltager i sammen med Sebber Kloster Golfklub, Hjørring Golfklub, Brønderslev Golfklub og Hals Golfklub. Et samarbejde, der giver medlemmer af alle fem klubber fritspil på alle fem baner.
Formandens beretning blev taget til efterretning af generalforsamlingen.
Herefter fremlagde klubbens kasserer Erik Østergaard det reviderede regnskab for 2016. Regnskabet udviste et overskud på 377.000 kr. og blev godkendt med applaus. Inden fremlæggelse af budget for 2017 blev der stemt om en kontingentomlægning for alle seniormedlemmer. Forslaget godkendtes, og omlægningen gennemføres i år og i 2018.
Formanden blev væltet
Til formandsvalget var som nævnt opstillet to kandidater, og efter præsentation af begge, Henrik Brandt og den siddende formand Flemming Knudsen, blev Henrik Brandt valgt til ny formand for Rold Skov Golfklub.
Under punktet valg til bestyrelsen blev Bjarne Villadsen genvalgt til bestyrelsen og Allan Laursen blev valgt som nyt medlem af bestyrelsen, begge for en to-årig periode. Allan Laursen blev valgt da Peter Neergaard Andersen havde på forhånd meddelt, at han stoppede som bestyrelsesmedlem i Rold Skov Golfklub.
Kasserer: Farvel og tak
Under eventuelt takkede klubbens golfmanager Birte Hvid de afgående bestyrelsesmedlemmer for deres store indsats for Rold Skov Golfklub og kasserer Erik Østergaard meddelte, at han trak sig fra posten som kasserer med øjeblikkelig virkning.
Efter generalforsamlingen konstituerede den nye bestyrelse sig og måtte supplere sig efter kassererens meddelelse til generalforsamlingen. Bestyrelsen supplerede sig til næste ordinære generalforsamling med Lisa Kjær.
Arbejdstøjet venter forude
Klubben skal nu i arbejdstøjet, da en ny stor golfsæson står for døren. Sæsonen starter officielt på lørdag den 1. april, men banen er allerede nu klar til at modtage golfspillere. Den nye bestyrelse ser frem til samarbejdet med klubbens rigtig mange engagerede frivillige, som er en væsentlig og meget påskønnet del af klublivet.
Konstituering i bestyrelsen
Bestyrelsen konstituerede sig umiddelbart efter generalforsamlingen. Til næstformand blev Thomas Riise Pedersen konstitueret og til sekretær blev Bjarne Villadsen konstitueret.
Som konsekvens af Erik Østergaards meddelelse til generalforsamlingen om, at han trak sig som kasserer, måtte bestyrelsen i henhold til vedtægternes § 8 supplere sig indtil næste ordinære generalforsamling. Bestyrelsen supplerede sig med Lisa Kjær, der overtager posten som kasserer.