”Kloge hænder” viste kreativitet på efterskolen
To 7. klasser fra Fårup Skole fik i onsdags chancen for
at afprøve erhvervsrettede fag på Borremose Erhvervsefterskole. Dette samarbejde er et led i kampagnedagen ”Kloge Hænder”, som er et landsdækkende projekt med deltagelse af 20 virksomheder, der skal få flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse, da alle prognoser enslydende fortæller, at netop medarbejdere med erhvervsuddannelser vil blive særdeles efterspurgte i Danmark fremover.
De unge gæster kunne opleve metalværkstedet, hvor de skulle konstruere en oplukker ud af bl.a. en møtrik.
Andre var kreative i blomsterbinderiet, hvor de lavede smukke forårsreder med påskeliljer. De to sidste værksteder bød på wellness med afslapning og hjemmelavet ansigtsscrub i klinikken hos kosmetologværkstedet samt kendskab til motorer i autoværkstedet – med efterfølgende prøvetur i bokarts på skolens bane.
Koncentreret interesse
– Det var en stor fornøjelse at have besøg fra Fårup, og vi oplevede eleverne arbejde koncentreret og meget interesseret. Der er rigtig mange unge, der ikke har kendskab til de erhvervsrettede uddannelser, og dét håber vi at kunne hjlpe på ved medvirken i en sådan kampagne, udtaler forstander Marianne Sloth fra Borremose Erhvervsefterskole.
Ud over at blive præsenteret for de praktiske opgaver, hvor eleverne skulle bruge såvel hænder som hoved, gav Borremoses lærere en kort introduktion til erhvervsfagene og deres forskellige muligheder i ungdomsuddannelserne.