Rold Skov Orienterings- klub runder 75 år i allerfineste form

Annonce

2017 bliver på mange måder et jubelår for Rold Skov Orienteringsklub, der runder 75-årsdagen i flyvende fart!

Klubben blev stiftet i den lange kolde vinter i 1942, under navnet Skørping Vintersportsforening, – men da det er en hel del mere behageligt at fejre jubilæum om sommeren, er markringen af de første 75 år henlagt til juni måned.

Danmark var dengang i 1942 besat af den tyske værnemagt, og det satte nogle begrænsninger for udfoldelserne. For eksempel blev et af klubbens daværende medlemmer, fotograf og legetøjshandler Svend Jensen, arresteret af besættelsesmagten, mens han samlede poster ind efter et løb i Rold Skov: Tyskerne troede, at han havde noget at gøre med en nedkastning i området, men med hjælp af landbetjenten, som kunne forklare de tyske soldater at det drejede sig om orienteringsløb, blev problemet klaret, og Svend Jensen blev sat på fri fod igen.

Jubilæumsbog undervejs

Alt dette og mange andre spændende historier kan man læse om i den jubilæumsbog, som i øjeblikket er under udarbejdelse.

Et af klubbens medlemmer og orienteringsløber gennem mange år, forfatteren Helge Søgaard, har nemlig påtaget sig at skrive klubbens historie.

Fremgang år efter år

Men den aktive orienteringsklub, som gennem de seneste år kun har haft fremgang i medlemstal og aktivitetsniveau, har mange andre jubilæumsplaner.

Af praktiske årsager er jubilæumsdagen som nævnt flyttet og fastlagt til lørdag den 10. juni, da det er langt bedre at holde fest om sommeren end om vinteren, selv om klubbens officielle fødselsdag er engang i februar måned, siger formanden for jubilæumsudvalget, Arne Mortensen.

En flot jubilæumsbuket af aktiviteter

Arne Mortensen og udvalgsmedlemmerne har nemlig planlagt en stor og flot buket af aktiviteter i anledning af jubilæet, herunder en jubilæumsreception, hvor alle nuværende og forhenværende medlemmer, Rebild Kommune, Dansk Orienterings-Forbund, Naturstyrelsen, samarbejdspartnere, naboer og andre venner af klubben inviteres.

Samme dag gennemføres et jubilæumsløb, som sætter lidt fokus på orienteringsløb for 75 år siden.

– Og så skal vi naturligvis også holde en lille jubilæumsfest, siger klubbens formand, Ole Jensen, som nyder privilegiet at være klubbens formand i jubilæumsåret.

Ville starte en ny klub – men den gamle var stadig i live..!

Klubben har haft flere op- og nedgangsperioder i årenes løb. I 1978 var klubben reelt set i dvale, og derfor tog en række orienteringsløbere initiativ til at stifte en o-klub ved at indkalde til generalforsamling.

Imidlertid mødte førnævnte Svend Jensen op og kunne meddele, at han som eneste medlem havde opretholdt klubben, hvorfor man jo bare kunne melde alle de fremmødte til stiftende generalforsamling ind, og så køre videre derfra.

er

Og siden dengang har det stort set kun gået fremad for den aktive orienteringsklub. Især gennem de seneste seks-syv år, som har medført at medlemstallet snart runder 200.

År som har budt på  en lang række aktiviteter for børn, unge, voksne og seniorer, som alle nyder kombinationen af naturoplevelser og motion, når de finder poster i skoven.

Så det er en særdeles livlig og aktiv 75-årig, der runder den store begivenhed i juni måned i år.