Foderbutikken Englykke fejrer 10 års jubilæum
Foderbutikken Englykke I/S, Skovlvejen 4 ved Nørager kan i denne tid fejre 10 års jubilæum, efter i 2007 at være startet i små lokaler, hvor Tina og Danny Rolin købte foder hjem til familie, venner og eget forbrug.
De havde dengang hele varelageret i baggangen, og det gik godt i et par år.
Der kom flere og flere kunder til, som ville købe foder og tilbehør, og til sidst kunne det ikke være i baggangen mere, så enten skulle Foderbutikken lukke, eller også skulle den i nye lokaler.
Over 200 kvadratmeter butik
Det blev til nye lokaler, og den ene ende af staldbygningen blev renoveret og lavet om til over 200 kvadratmeter butik.
Det er siden blevet til en lille ekstra tilbygning med nyt indgangsparti. Parkeringspladsen blev også udvidet, så det i dag er muligt at parkere tæt på døren. Det nye skilt ved vejen gør det let for kunderne at finde ind til den nye indgang.
Sortimentet løbende udvidet
I løbet af de 10 år har Foderbutikken stille og roligt udvidet sortimentet, så der i dag er et stort udvalg af både foder og tilbehør til kæle- og hobbydyr.
– Det har været 10 gode år med masser gode trofaste kunder, dejlige oplevelser og mange grin og hygge stunder, fortæller parret, som fejrer Foderbutikkens jubilæum med gode tilbud og lidt godt til ganen på Skovlvejen 4 fredag den 28. april.
FOTO: Tina og Danny Rolin ved indkørslen til den hyggelige foderforretning i landlige omgivelser, fotograferet sammen med resten af familien, – og de to hunde, som også er med i det hele…