Gregers Krabbe-elever rystet sammen på lejrskole i Bælum
Friskolen Gregers Krabbe i Aarestrup holder fast i lejrskole-traditionen, og forleden var de 97 elever afsted til Østhimmrlands Ungdomsskole i Bælum, hvorfra 0.-9. klasse-eleverne drog ud på mange forskellige spændende opgaver og oplevelser.
– Formålet med et lejrskoleophold er bl.a. at lægge undervisningen uden for de kendte rammer og skabe læring på en anderledes måde, fortæller Line Fischer fra friskolen.Grundtanken er, at et godt fællesskab er afgørende for at eleverne kan trives både individuelt og i relationen til andre elever og lærere.
– Gang på gang har vi oplevet et styrket fællesskab når vi kommer tilbage til den almindelige skolehverdag, og lejrskolen rækker således ud over de fire dage, vi er afsted. Vi bliver rystet sammen på kryds og tværs af klasser, og elever og lærere ser hinanden fra helt nye sider; det har en meget stor værdi, fastslår Line Fischer.
Mange oplevelser
Bælum-ungdomsskolen var som nævnt base for lejrskolen, og derfra drog 0.-3. klasse på tur til Hobro, bl.a. Himmerlands Teater, og blev kloge på, hvordan et teaterstykke bliver sat op, – og senere Gasmuseet, hvor eleverne lavede flere spændende forsøg.
4.-9. klasserne var i Aalborg, 4.-6. klasserne på byvandring og i Gigantium svømmehal, mens de ældste elever i 7.-9. klasse deltog i ”Street-Art”, hvor de vd hjælp af kort skulle finde rundt i byen, med en tur i Aalborg Funcenter som finale.
Gregers Krabbe har talent!
Som noget særligt forberedte og opførte elever og lærere årets musical mens vi var på lejrskole. Østhimmerlands Ungdomsskole har en teatersal, hvilket gav inspiration til at nytænke vores koncept omkring en årlig lejrskole og musical hver for sig.
Teaterstykket hed ”Gregers Krabbe har talent” og forældre, søskende og bedsteforældre kom forbi til premieren den sidste lejrskoledag om eftermiddagen for at se opførelsen. Det gik helt fantastisk, og alle elever klarede det virkelig flot. Alle har et talent for noget og stykkets budskab var i rød tråd med Gregers Krabbe Friskolens motto: ”Ingen kan alt – alle kan noget – sammen kan vi det hele”.