Flot afslutning på en fin sæson i Mejlby/Haverslev KFUM Håndbold
Så er håndboldsæsonen 2016/17 forbi for samtlige hold i Mejlby Haverslev KFUM, og det har været en god sæson, – med en fantastisk afslutning, da serie 1 damer ved forbundsmesterskaberne i Aalestrup sikrede sig guldmedaljer, pokal med videre, da de gjorde rent bord og vandt turneringen.
– Vi har i år haft rigtig mange børn på vores Trille/Trolle hold, og det har været helt fantastisk, fortæller Birgitte Hansen fra klubben; – det har været en fornøjelse at følge deres leg og boldspil gennem hele sæsonen. U6/7og 8 har deltaget i forskelige DGI turneringer. Derudover har der været gang i U10 drenge, U10 piger og U12 drenge. Alle tre hold har klaret sig fint i deres pulje. U10 pigerne gik hen og vandt deres pulje. Flot klaret.
Stor frivillig indsats
U10 piger og U12 drenge sluttede deres sæson af med at deltage i KFUM forbundsmesterskaber i Ikast i weekenden d. 8-9. april. Det var en rigtig god tur og der blev spillet en masse håndbold. Trænere og forældre medvirkede som frivillige, og dét gjorde det muligt at deltage.
Op- og nedrykninger
Ud over børnehold har Mejlby Haverslev KFUM også hold for de voksne.
Efter jul lykkedes det at starte et Serie 3 Herrer i samarbejde med IK Sylvia fra Ravnkilde, og alle glæder sig over, at der igen spilles herrehåndbold i klubben. – Vores Dame Jyllandsseriehold rykkede desværre ned i Serie 1 efter jul, men har efterfølgende klaret sig godt. Vores Serie 3 Damer nyder at spille håndbold, og sammenholdet er rigtig godt, selv om der er langt mellem sejrene, fortæller Birgitte Hansen.
Festlig sæsonafslutning
Sæsonafslutningen foregik i Haverslev Hallen for alle børneholdene, med underholdning og forskellige konkurrencer, og alle, store som små, gik til opgaverne med stor entusiasme.
Senere blev der også holdt afslutning for de voksne. Her var der også underholdning med forskellige konkurrencer i hallen.
Der blev også uddelt kammeratskabspriser. Hos Senior herrer gik kammeratskabsprisen til Per Poulsen. Hos Senior Damer gik kammeratskabsprisen til Bodil Iversen.
Serie 1 damer sluttede sæsonen af med at deltage i KFUM forbundsmesterskaberne i Ålestrup forleden weekend, og her vandt de turneringen, så det var helt fantastisk og rigtig godt gået af dameholdet.
FOTO: Bodil Iversen og Per Poulsen, vindere af kammeratskabs-prisen for henholdsvis damer og herrer.