Siem melder klar til årets landsbyfest for børn, unge og voksne
Lørdag den 10. juni står alt i festens tegn i Siem, når årets udgave af den traditionsrige LANDSBYFEST går i gang.
Midt på formiddagen starter det hele med gratis kaffe og rundstykker, med Meny Kaffe, Terndrup Bageri og Ostebutikken i St. Brøndum som de glade givere.
I aktivitetsteltet ligger en række forskellige legeredskaber klar til konkurrencer for både børn, unge og voksne: Stylter, tovtrækningsreb, sækkevæddeløb, stangtennis og ikke mindst det superpopulære ”sodaball”, hvor udklædte sodavandsflasker agerer spillere på det kæmpestore fodboldbord, hvor der spilles turnering mellem både inden- og udenbys hold.
Dagens skattejagt foregår i en vogn med hø, med skjulte lækkerier til børnene, – og senere på dagen er det de voksnes tur, nu med ”drikkeligt guld” gemt i høet..!
Det store loppemarked med indbygget auktion trækker altid et stort publikum, – og man kan stadig nå at donere effekter, som bare skal sættes ud til vejen, hvis man bor i Siem, så afhentes ”lopperne” torsdag den 8. juni, – eller ring til bestyrelsen, hvis man bor uden for byen eller har specielt tunge eller på anden vis specielle effekter.
”Børnebaren” er en stolt tradition – uden alkohol naturligvis! – og i tombolaen kan der vindes og vindes og vindes.
Et uvildigt dommerpanel på tre kagekyndige personer vælger vinderne i KAGEDYSTEN blandt alle indkomne lækre og/eller fantasifulde kager, – som iøvrigt bagefter sælges til en kop kaffe.
Landsbyfesten slutter med to slags kød fra grillen samt stort salat- og kartoffelbor ved den populære fællesspisning om aftenen.