Livet skal føles, duftes, ses og høres i Himmerlandshaves sansehave

Annonce

Den 29. juni år kan Himmerlandshave Ældrecenter i Suldrup fejre 50 års jubilæum, og da vil alle byens borgere, pårørende samt ikke mindst den store kreds af frivillige hjælpere omkring Himmerlandshave blive budt på et fint jubilæums-arrangement.
Ved samme lejlighed vil gæsterne kunne se og beundre stedets store nyskabelse, en såkaldt ”SANSEHAVE”, som der blev taget første spadestik til tirsdag i sidste uge.
Frivilliggruppen Suldrup Senior Service, som ses på det øverste foto herover, har mildt sagt mere end en finger med i spillet i forbindelse med forarbejdet og planerne til etablering og indretning af den kommende sansehave.

Det samme har støttegruppen Himmerlandshaves Venner og Brugerrådet samt naturligvis beboerne på ældrecentret, og de var alle talstærkt repræsentet, da det første spadestik blev taget.
Tanken bag s ansehaven er blandt andet, at den skal bidrage til at give en positiv oplevelse for beboerne, – et sted til fordybelse, hvor der er fred og ro, og hvor tankerne enten kan flyve i retning af gode, gamle minder, eller der kan slappes totalt af.
I forbindelse med første spadestik blev der arbejdet, sunget, hygget og snakket, alt imens forarbejdet til den kommende sansehave foregik i det smukkeste solskinsvejr.

Kort & Godt om Himmerlandshave
Ældrecenter i Suldrup:

Suldrup Ældrecenter – Himmerlandshave er bygget i 1967.
Et lyst og venligt ældrecenter, beliggende i Suldrup by,
12 km fra Støvring, fortæller Rebild Kommune på sin hjemmeside, og fortsætter:

Centeret er indrettet med 21 to-rums boliger, 10 et-rums boliger og en aflastningsstue.

Vi lægger vægt på den ’positive’ ånd i huset. Vi er så heldige at have mange engagerende frivillige, som har deres daglige gang i huset til stor glæde for vores beboere.

Dagcentret er flittig brugt og udgiver 10 gange årligt ’Jættebladet’, hvor man kan læse om diverse aktiviteter på Himmerlandshave.
De beboere, der bor i de ældrevenlige boliger i umiddelbar nærhed, tilbringer mange af deres vågne timer på centeret.

Vi vægter, at du oplever tillid og tryghed til personalet og du føler den omsorg vi gerne vil yde omkring dig.
Vi arbejder ud fra anerkendelse, ordentlighed, ansvarlighed og udvikling. Alt dette for at sikre du som beboere samt vores ansatte, oplever en god stemning så tæt på daligdagen som muligt.