Volstrup Golf Klub fik succes med sin egen udgave af Ryder Cup
Volstrup Golf klub havde forleden premiere på et nyt format i turnerings-sammenhæng – og det gik over alt forventning: De fleste med blot en lille smule kendskab til golf ved, at Ryder Cup er en turnering, hvor USA og Europa mødes hvert andet år under enorm bevågenhed og udkæmper en dyst i hulspil med tre forskellige matchformer.
Søndag afviklede Volstrup Golf så deres helt egen Kop & Kande Ryder Cup, hvor deltagerne var delt op i et blåt europæisk hold og et Team USA i rødt.
Og de to farver gik selvfølgelig igen i beklædningen hos alle deltagere, som ved lodtrækning var blevet sat til at spille enten foursome, fourball eller singler.
Kampråb, storskærm og fælles morgenbord
Dagen begyndte med fælles morgenbord kl. 8 med kampråb og alt der hører til i sådan en match.
Der blev prikket en del til hinanden både ved bordet og senere ude på banen, hvor vejrguderne havde gjort deres til, at dagen blev en succes.
Efterfølgende til frokosten blev scoren gjort op, og det hele kunne følges på storskærm som et ekstra ”menu-punkt”.
EU-holdet tog sejren hjem og har håneretten i et år
I sidste ende var det de blå europæere, der klarede sig bedst. Med cifrene 10,5 – 7,5 vandt de ikke kun præmier fra dagens sponsor Kop & Kande, men også håneretten i det kommende år.
Bedømt ud fra de mange reaktioner fra både tabere og vindere, var turneringen og formatet en stor succes, så mon ikke turneringsudvalget sørger for, at Ryder Cup bliver spillet på Volstrup igen næste år…?