”Vi snakker om livet” er titlen på 5. udgave af Hjertehøjskolen i Rebild
For femte gang indbyder Hjerteforeningerne i Mariagerfjord, Vesthimmerland og Rebild kommuner til september i år til tre dages Hjertehøjskole på Hotel Comwell Rebild Bakker.
Hjertehøjskolen skabes i samarbejde mellem de tre nabo-hjerteforeninger, og formanden for Hjerteforeningen i Rebild, Birthe Nielsen, som har været medarrangør og deltager i alle fem Hjertehøjskoler, siger: – Det er altid en stor glæde at være med. Det er jo ikke en Højskole som sådan, men det lykkes alligevel i løbet af de tre dage at skabe den rigtige højskolestemning.
– Værdierne fra højskolelivet med sang, musik og faglige foredrag skaber den vigtige baggrund for samtaler om hjertesygdomme, og den indflydelse de har for både patienter og pårørende i dagligdagen.
Aktivitet og humør
Det er tre dage med aktivitet og humør.
Den første aften er der folkedans på Spillemandsmuseet. Her spiller spillemændene op til en svingom, og bagefter serveres kaffe og lagkage. – Ikke just hjertevenligt, men lidt udskejelser skal der også være plads til, siger Birthe Nielsen med et glimt i øjet og fastslår: – Efter sådan en aften er man rystet sammen og klar til de faglige oplæg, nogle måske lidt svære.
Tæthed, tryghed og tillid
– Man er tæt på hinanden i disse dage, og vi kommer til at tale om nære ting, så trygheden og tilliden er vigtig, fortsætter Birthe Nielsen.
– Gennem årene har der været ønsker hos deltagerne om at få mere tid til at tale om deres personlige situation. Nogle faglige foredrag vil derfor lægge op til, at deltagerne kan få talt sammen om det, de oplever som svært.
Mange patienter kan opleve at være angste og bekymrede, men snakker ikke om det. De tror, at de er de alene om, at opleve de psykiske svingninger. Og ofte ønsker de ikke at vække uro hos deres ægtefælle. Og nogle pårørende har oplevet ikke at ”blive set” i ægtefællens sygdomsforløb.
Motion og hjertevenlig kost
– Men inspiration til et godt hjerteliv er også, god motion under vejledning af en fysioterapeut, som sætter os i gang en hel formiddag, fortsætter Birthe Nielsen.
Desuden bliver der eksempelvis foredrag ved en diætist fra Hjerteforeningen, som giver gode råd om hjertevenlig kost.
Begge dele skaber oplevelsen af fælleskab og tryghed, ligesom vandreture i de naturskønne omgivelser i og ved Rebild Bakker giver ro i sindet.
– Og i år afslutter vi de tre dage med et foredrag af
TV lægen Peter Qvortrup Geisling, under overskriften ”Giv dit liv et serviceeftersyn”, slutter Birthe Nielsen og understreger, at foredraget fredag eftermiddag den 8. september er åbent for alle. Tilmelding er ikke nødvendig.
FACTS om
Hjertehøjskolen
Livsledsager, en god ven eller et familiemedlem er hjerteligt velkommen til at deltage.
Hjertehøjskolen gennemføres for femte gang, og det sker i dagene 6., 7. og 8. september 2017 på Hotel Comwell Rebild Bakker.
Tilmelding hos med-arrangør LOF i Rebild, Mariagerfjord eller Vesthimmerland eller www.rebild.lof.dk
Mulighed for overnatning i enkelt- eller dobbeltværelse, – eller derhjemme..!