Snapsetur til Stenild Hede med røget ørred og en lille én
Boldrup Museums Snap-selaug inviterer tirsdag aften den 20. juni på snapsetur til naturperlen Stenild Hede, hvor alle deltagere under kyndig vejledning kan samle urter til at fremstille egne velsmagende kryddersnapse i forskellige afskygninger derhjemme, så der fx er noget at varme sig på, når efteråret banker på, og det igen bli’r koldere.
– Løgstørvej mellem Aars og Hobro er en meget befærdet vej, men det er kun de færreste bilister, der ved, at de på turen passerer den lille fredede naturperle Stenild Hede, fortæller naturvejleder Gert Rubæk, som er en af turens guider.
Stenild Hede ligger umiddelbart øst for Nørager og kan faktisk ses fra vejen. Ud over at være et lille kønt naturområde rummer heden en masse spændende planter. Nogle af disse planter er særdeles velegnede, hvis man vil lave sin egen kryddersnaps, og det er netop disse planter, der i særdeleshed bliver sat fokus på undervejs på turen.
Kommunal ekspertise
På turen har snapselauget allieret sig med biolog ved Rebild kommune, Karen Elizabeth Clausager, som vil fortælle om hedens spændende flora, og medlemmer af snapselauget vil demonstrere, hvordan de bruger nogle af planterne i deres kryddersnapse – og selvfølgelig vil der også blive rig mulighed for at smage på de gyldne dråber.
Hvem kører bilen hjem..?
Aftenen slutter med, at Boldrup museums naturvejleder Gert Rubæk serverer en varm, friskrøget ørred, som sammen med nybagt rugbrød fra Nørager Bageri og æggestand fra museets høns skylles ned med kryddersnaps; så måske vil det være en god idé på forhånd at beslutte, hvem der skal køre bilen hjem.
Turen starter på p-pladsen ved krydset Bratbjergvej/Klovhøjvej.
For det symbolske deltagergebyr får man guidet urtetur, smagsprøver på færdige kryddersnapse og røget ørred.
– Turen foregår i meget ujævnt terræn, og har det regnet kan jorden godt være meget fugtigt nogle steder, fortæller Gert Rubæk og understreger, at forhåndstilmelding ikke er nødvendig, – bare mød op..!