Talentfulde hundehvalpe og deres hårdtarbejdende ejere
Det var spændte hundeførere og livlige hvalpe, som forleden mandag aften stod klar på banen hos Støvring DcH til test, som afslutning på deres 12 ugers træning: Træner Rikke Werning Uhrenholt og trænerassistent Ole Christensen løftede sløret for, hvad aftenens testprøver bestod af, og de små hvalpe kastede sig ivrigt ud i udfordringerne..!.
Alle bestod med flotte resultater, og det var tydeligt at se hvor meget hundeførerne har trænet, så det var fuldt fortjent, da de fik lidt ekstra foder med hjem, sponsoreret af Dyrlægehuset Støvring.
Hygge og svedeture
Ikke kun hvalpene, men også deres ejre og andre medlemmer af DcH Støvring kom på hårdt arbejde dén mandag aften: Hvalpetesten var også startskuddet til en ”arbejdsdag”, hvor flere deltog i det store arbejde med at vedligeholde baner, klubhus og redskaber.
Der blev hygget og der blev svedt, nye hegn blev sat op omkring banerne, redskaber og klubhus fik en kærlig hånd. Det hele sluttede med frikadeller og kold kartoffelsalat, – til de to-benede..!
Den sidste officielle træningsdag inden sommerferien er passeret, men for dem der har lyst, er der træning på tværs af holdene hver onsdag aften.
Pas på hundene..!
– Varmen nærmer sig forhåbentligt snart hele landet, og pas nu på jeres hunde i specielt bilerne, som på ganske kort tid bliver ekstremt varme, lyder det gode råd fra DcH Støvring, som ønsker alle en dejlig sommer og på gensyn til august.