Annonce

Naturstyrelsen under Miljø- og Fødevareministeriet, som forvalter Rebild Bakker-området og store dele af Rold Skov, kan sammen med alle vi andre glæde sig over, at Rebild Bakker-ruten på godt fire kilometer er udpeget som den første – og hidtil eneste – vandrerute, som har fået certifikat på at være en ”Premium Let-vandrerute”, – godkendt og certificeret af Deutsches Wanderinstitut: ”Ruten opfylder alle kriterier for en Premium Let-vandrerute. Det vil sige, at den er godt afmærket, at den er afvekslende mellem skov, hede, eng og kulturlandskab, og at den byder på store naturoplevelser undervejs inklusive flotte udsigter. Desuden går den for det meste ad naturstier og er ikke generet af trafik, motorstøj og andre generende lyde. Der, hvor de mest krævende stigninger findes, er der trapper, så turen kan gås af personer i almindelig form”, hedder det i certificeringen, som vi snarest vil fortælle mere om her i avisen.
Torsdag aften i denne uge, den 7. september, er naturvejleder Lars Wachmann guide på en tur ad den meget naturskønne rute, som er forsynet med hvide afmærkninger. Mødestedet er Rebildportens indgangsparti, og der anbefales godt fodtøj til færdsel i bakket terræn. Af samme grund er turen ikke egnet for gangbesværede, kørestole og barnevogne, klapvogne m.v. – Mere på Rebildpostens hjemmeside.