Stand-up, cement, vand og håndværk på skoleskemaet
Eleverne i overbygningsklasserne på Arden Skole, fik forleden en noget ander-
ledes skoledag end de plejer: Både rammer og indhold var skiftet ud med mere håndgribelige gøremål som håndværksfag og vand-aktiviteter, da ungdomsskolen fik overdraget ansvaret for de 80 elever fra morgenstunden, og to store busser transporterede de forventningsfulde elever ned til den lille havn i Stinesminde på nordsiden af Mariager Fjord. En perfekt ramme for vandaktiviteter, og desuden fint brugbar til håndværksfag.
Elevene på Arden Skole havde i forvejen valgt sig ind på enten vandaktiviteter eller håndværksfag. Dagen indgik som en del af en større valgfagspakke, som Arden Skole og Ungdomsskolen har indgået aftale omkring.
Fire murersjak i gang
Omkring en fjerdedel af eleverne havde valgt at bruge dagen på at ”snuse til” murerfaget.
Eleverne trænede med mørtel og murerske i den ene hånd og tunge sten i den anden. De unge arbejdede sammen i grupper på fem mand, så ingen led overlast af det tunge arbejde. Dagen igennem lærte eleverne at sætte fundamenter, mure op og til sidst pudse deres vægge af.
Vand, mad og så i bad..!
Resten af eleverne havde valgt at prøve sig selv af med vandaktiviteter: Tømmerflådebygning, sejlads med speedbåd (hvor eleverne blev trukket på en ”banan” efter båden) og endelig balance-disciplinen stand-up-paddle (SUP).
Ungdomsskolens Erhvervsklasse sørgede for frokosten, som i dagens anledning be-
stod af ristede pølser med brød på havnens nye flotte grill. En sikker succes hos de unge!
Mange af eleverne, som kom retur fra fjordens kolde vand, nød en tur i det varme vildmarksbad, som var opstillet på havnen i dagens anledning. Vandet i fjorden var 16 grader, men en tur ned i vildmarksbadets 38 grader kunne heldigvis bringe både varmen og smilet tilbage hos de fleste. Da eleverne igen drog nordpå mod Arden Skole, havde nog-le fået nye håndværksmæssige færdigheder i bagagen, mens andre kunne kigge tilbage på en dag med masser af saltvand og oplevelser til søs.