Vagn Flink runder de tre snese

Annonce

På søndag den 8. oktober runder den folkekære lokalpolitiker og Falck-mand, Vagn Flink, sit tredsindstyvende år.

Vagn Flink stammer oprindeligt fra Hammershøj-egen hvor han gik i skole og voksede op. Som ganske ung tog han ud og sejle for Mærsk og Ø.K. Redderierne.
Efter eventyret til sø, slog Vagn sig ned i Hobro og stiftede familie og et andet ”redderi” fik hans interesse.
Vagn blev nemlig ansat ved Falcks Redningskorps i 1981 – et hverv han den dag i dag stadig varetager.
Jobbet hos Falck har bragt ham vidt omkring, både fagligt såvel som på verdenskortet. Vagn har i sit erhvervsaktive virke også haft tillids- og bestyrelseshverv.
For Vagn betyder det noget at gøre en forskel. Derfor kastede han sig også over regional- og lokalpolitikken og kan ved det kommende valg i november krydses af under liste A.
For 14 år siden blev Vagn gift med Gitte, og de to bor i hus i Rørbæk lidt nord for Hobro. De har to døtre, to svigersønner og fire børnebørn.
I skrivende stund er Vagn i bedring efter et sygdomsforløb med cancer i kæbeknoglen med operation til følge. Prognosen for helbredelse er optimistisk, og Vagn kan fejre sin 60-års dag hjemme med en reception for den nærmeste familie og venner.