Efterårsferie med børnearbejde og gamle håndværk
Onsdag i efterårsferien, den 18. oktober i næste uge fra midt på formiddagen og fire timer frem, har alle børn, foældre og bedsteforældre muligheden for at genopleve et par af Rold Skovs gamle håndværk:Kulsvierarbejde og savværksproduktion.
Det er Rebild Naturskoler og Naturstyelsen Himmerland, der står bag arrangementet, som foregår med udgangspunkt fra den store rasteplads ved byskiltet til Rebild, hvor der kan parkeres, hvorefter det bare gælder om at følge skiltene ind forbi Røverknolden.
Fyld en sæk med trækul
Før i tiden var børnearbejde en selvfølge, – og efterårsferien blev også kaldt ”kartoffelferien”, fordi skolebørnene skulle hjælpe med at samle de opgravede kartofler, som blev kulet ned og brugt i løbet af vinteren.
Men her gælder det resultatet af Kulsvierlaugets arbejde: I weekenden 10.-11. juni forvandlede kulsvierne 12 rummeter bøgebrænde til trækul i en mile mens den korte, lyse sommernat passerede forbi.
Nu er resultatet vellagret og klar til at blive hentet ud fra milen.
Kullen er kolde, og måske er vejret køligt, så deltagerne opfordres til at tage varmt tøj på, som kan tåle at blive snavset, når sækkene skal fyldes med det færdige trækul, som også kan købes med hjem til grillen.
Bål og madpakker
– Tag dine børn og/eller børnebørn med på en hyggelig efterårsferieoplevelse, hvor også savværket ved siden af kulsvierpladsen kan besøges, der kan tændes bål og madpakkerne kan nydes enten på naturlegepladsen Røverknolden eller i madpakkerummet i Vedstedskovhus, altsammen inden for en afstand af 200 meter, lyder opfordringen fra naturvejleder Søren Risborg, Rebild Naturskoler, og naturvejleder Lars Wachmann, Naturstyrelsen Himmerland.