4. maj-gudstjeneste i Aarestrup med både orgel, eufonium og krans

Annonce

På mandag den 4. maj er der traditionen tro 4. maj-aftengudstjeneste i Aarestrup kirke.

Det er en lang og god tradition, som bakkes op med god tilslutning. I år er der oven i købet tale om et jubilæum, da det er 70-året for Danmarks befrielse. Under gudstjenesten spiller Torben Ebbensgaard på sit eufonium (se faktabox), og organist Anette Kjær på orgel.  Sognepræst Svend Schultz-Hansen holder talen i kirken, hvor Aarestrup-spejderne vil være tilstede med faner.

Flyvere mindes

Efter gudstjenesten er der kransenedlæggelse på flyvergravene på Aarestrup kirkegård og i våbenhuset ved mindepladen for Svend Otto Nielsen ”John”, den kendte modstandsmand, som blev skudt af tyskerne i 1944.   – I år bliver kransene lagt af Birgit Lundgaard, som passede flyvergravene i en periode lige efter de blev anlagt i 1947. Efter kransenedlæggelsen er der samvær i Aarestrup forsamlingshus, hvor Jens Randers vil fortælle om modstandskampen i Aarestrup og omegn. Desuden bliver der naturligvis lejlighed til at synge med på de sange, som hører til Danmarks befrielse, fortæller sognepræst Svend Schultz-Hansen.

Hans Henrik Borup Laugesen

[email protected]Reklamelink