Nisser, modstandskamp og lokal integration

Annonce

Sønderup-Suldrup Seniorer havde forleden en herlig løvfaldstur til Jammerbugten, hvor første stop var den gamle briketfabrik i Moseby. En af områdets største arbejdspladser under 2. Verdenskrig med 1.200 ansatte til produktion af tørv og briketter. Leo Kristensen, ildsjæl med en utrolig viden om lokalhistorien på stedet, fortalte at modstandsfolkene i Kaasgruppen havde en stiltiende aftale med direktør Jørgensen om at låne briketfabrikkens lastbil til afhentning af våben på nedkastningspladsen ”Yrsa” i den nærliggende mose, og det blev til over 30 tons våben ialt. Etly Klarborg, designeren bag de berømte ”Klarborg-Nisser”, var næste stop. Efter en kontrovers med Trip Trap sælger hun nu atter selv nisserne, og efter en livlig handel fik mange medlemmer nisser med hjem til jul. – På Skovsgård Hotel fik de lokale seniorer historien om, hvordan en lokal gruppe engagerede borgere i 1992 overtog det konkursramte hotel, redede det fra nedrivning og siden via et andelsselskab har drevet hotel, kultur- og medborgerhus mv, hvor udsatte borgere kommer ind på arbejdsmarkedet: Mennesker med handicap bliver medarbejdere i stedet for brugere, medborgere i stedet for klienter, og lokalsamfundets gensidige integration fungerer, – præcis som på en række andre socialøkonomiske virksomheder i området, udsprunget af de samme idéer om gensidig respekt og optagelse i det omgivende samfund. – En god, tankevækkende tur..!