80 seniorer fejrede flot 70 års jubilæum
”Dejligt at se så mange i dag”, lød det fra formand Arne Asp, da Sønderup Suldrup Seniorer forleden fejrede forleden 70 års jubilæum, – på Suldrup Kro naturligvis..!
Foruden kromandens dejlige frokost kunne deltagerne glæde sig over et indslag, hvor Aksel Mejlhede fra Arden, kendt fra ”Mogens Kommer Forbi” i TV2 nord, digtede sange ud fra ”det han sådan lige kunne se”, og bestyrelsen fik også en lille hilsen med på vejen.
Startede med planer
om et alderdomshjem
Formanden gav i sin tale et tilbageblik fra den stiftende generalforsamling 6. november 1947, med udgangspunkt i det første referat fra generalforsamlingen, da den første formand hed Laurits Poulsen.
Foreningens første indsats var planer om at der skulle bygges et alderdomshjem. Nu til dags er Sønderup-Suldrup Seniorer stadig en stemme, som høres i lokalområdet, og det er utallige gode oplevelser, udflugter osv., der er gennemført i årenes løb, i foreningen som er et godt samlingspunkt med mange gode arrangementer for medlemmerne.
FOTO: Den nuværende bestyrelse i Sønderup-Suldrup Seniorer, f.v. Lene Christiansen, Arne Asp, Inger Pedersen, Mie Andersen, Conny Nørhave, Klavs Hansen og Vagn Hansen.