En moderne saga musical om Skørping
”Der sker jo aldrig noget i Skørping!” Det bliver de tre søskende Josefine, Siv og Malthe fra København meget hurtigt enige om, da de med deres forældre flytter til byen og ind i bedstemors gamle hus.
Sådan starter årets forestilling i Alletiders Familieteater, ”Stjernen fra Nordis”. Men fundet af en smuk, gammel blomst på loftet og mødet med den lokale nørd og antihelt Jannik, får meget hurtigt de tre søskende på andre tanker. Sammen hvirvles de fire børn ud på en både eventyrlig og farlig rejse, hvor de skal kæmpe mod røvere, trolde, hekse og kæmper, men hvor de gode kræfter – forhåbentlig? – i sidste ende vinder over de onde.
”Stjernen fra Nordis” er en moderne saga om Skørping og omegn, hvor man møder alle de kendte og mytiske hovedpersoner fra områdets eventyrlige fortid i en herlig sammenblanding med nutidens dagligdag med vandrestrik og borgmestersang. Her får du også et bud på, hvorfor vores lokale og sjældne orkidé – Frueskoen – egentlig blev stjålet.
Som sædvanlig er forestillingen en uropførelse, og er igen i år skrevet og instrueret af Brian Eriksen Andersen og Benedicte Monica Andersen. Det er 7.gang de to instruktører gæster Skørping, og denne gang har de både været i de historiske arkiver og undersøgt området omkring Skørping for at finde inspiration til plottet. Og så har de tilsat masser af fantasi: Den Jyske Skovhave bliver f.eks. portalen til forunderlige parallel universer, hvor man kan komme til Julemandens land, Piraternes verden – og ikke mindst eventyrlandet Nordis, der for mange mange år siden har mistet sin ledestjerne.
Alle 25 skuespillere, der er mellem 10-16 år, har øvet hver tirsdag og hver anden weekend siden august og har som noget helt nyt været på studietur til Himmerlands Teater i Hobro. Skuespillerne bliver også i år udfordret med både sang og danse koreografi. En af de største udfordringer for instruktørerne er stadig at udtale Madum sø korrekt. ”Mad-dum… nej… Ma-dummm, nej… hvordan er det nu…?” lyder det fra Brian. Men pyt, for heldigvis er det skuespillerne, der skal på scenen og fortælle, hvad der i uendeligt lang tid har ligget skjult på bunden af søen.
Forestillingen kan ses tre gange, d.17., 18. og 19. november, og billetter kan købes på Himmerlandsbilletten