Bogby9520 fortæller om biernes forunderlige verden
Kommnende biavlere, nuværende biavlere og alle, som iøvrigt er interesseret i at høre mere om honning-biernes fantastiske evne til at opbygge velfungerende samfund, kan med fordel møde frem i Bogby9520 ved Jyllandsgade i Skørping torsdag aften den 23. november.
Da fortæller biavler Torben M. Nielsen fra Engkærgårdens Biavl i Sejlstrup om biernes fantastiske liv.
Slikmunde med hang til selve slutproduktet af anstrengelserne, den dejlige søde honning, kan iøvrigt også glæde sig til torsdag aften i denne uge, da der for en næsten symbolsk pris kan købes kaffe og honningsandkage ved det iøvrigt ganske gratis arrangement, ligesom Torben M. Nielsen byder på smagsprøver fra egen bigård.
Vi kan godt løfte en lille flig af de opsigtsvækkende facts, bi-arrangementet vil fortælle meget mere om: Hvis bierne pludselig forsvandt, ville der være en tredjedel mindre mad i verden..!
Honningbien er nemlig et særdeles vigtigt husdyr, som i sin jagt på nektar til bistarnes beboere flyver fra blomst til blomst og dermed er en uundværlig hjælp i bestøvningen, som sikrer fx frugt og bær.