Rold Skovs heks fylder 70, – kom og hils på Dannie Druehyld..!

Annonce

Tirsdag den 5. december fylder Danmarks eneste professionelle heks, Dannie Druehyld, 70 år. Det fejres med en åben reception i Rebildcentret på fredag den 8. december to timer sidst på eftermiddagen, som det fremgår andetsteds.
I en menneskealder har lokalområdet og gæster ude fra haft fornøjelsen at have Dannie Druehyld boende her i Rold Skov-området og nyde godt af hendes mange aktiviteter. Hun er blevet Rold Skovs – og vist også Danmarks – eneste ”rigtige” heks.

Selv om Dannie Druehyld er kendt i hele Danmark og også i lande som Rusland og Japan, er hun ikke den, der fører sig frem på det personlige plan. Selv ikke i forbindelse med en rund fødselsdag. Derfor er Rebildcentret og Rold Skov Natur- og Kulturcenter gået sammen om at markere den runde dag, så alle Dannies venner, bekendte og fans kan være med til at fejre hende på behørig vis. Det sker som nævnt ved en reception fredag

eftermiddag den 8. december i Rebildcentret, hvor der både vil være musik og dans, taler og gaver til fødselaren, heksebryg og andet godt til gæsterne.

I Heksens Værksted
Gæsterne får helt sikkert også en historie eller to fra Dannie Druehyld. Selv om hun for længst hæver folkepension og har sat tempoet lidt ned, elsker hun fortsat at fortælle om natur, hekseri, myter og overtro i Heksens Værksted i Rebildcentret og ved andre arrangementer.

Pas på jordkloden
og skaf ligeberrtigelse
Heksekunsten har givet Dannie Druehyld et indgående kendskab til naturen og gjort hende til en passioneret talskvinde for, at vi skal passe ordentligt på vores jordklode og gøre noget alvorligt ved vores udslip af drivhusgasser, inden den globale opvarmning får gjort ubodelig skade på naturen. Lige så lidenskabelig er hun som kvindesagsforkæmper, et engagement, der startede med den første kvindelejr på Femø i 1971.
Og lige så stor er hendes omsorg for andre mennesker.

En usædvanlig person
Det er en på alle måder usædvanlig person, der nu runder syv årtier, og som heldigvis er gået med til at blive fejret, og ALLE er velkomne, uanset om de kender Dannie Druehyld personligt i forvejen eller ej.