20. november 2015 blev registreringsafgiften på nye danske biler sænket, og det får nu også priserne på brugte biler til at rasle ned. Prisen på nyere brugte familiebiler er siden 20. november faldet mere end 5%. Det viser en ny og omfattende analyse af prisdannelsen på brugtbilmarkedet, som BilBasen og Spar Nord har lavet.
Flere end 5.000 nyere brugte biler til salg i Danmark er på få uger sat ned med gennemsnitligt 5,2%. Det er konsekvensen af sænkelsen af registreringsafgiften, der trådte i kraft 20. november 2015, og som nu giver anledning til et gennemsnitligt prisskred i størrelsesordenen 10 – 20.000 kr. for de nyere brugte familiebiler som f.eks. en Skoda Octavia eller Ford Mondeo. Analysen fra BilBasen og Spar Nord viser, at det først og fremmest er de relativt nye og relativt dyre brugte biler, der bliver ramt af prisfald.
-Afgiftssænkelse er selvsagt godt nyt, hvis du står over for at skulle handle ny eller nyere brugt familiebil i ren handel. I så fald får du fuldt udbytte af afgiftssænkelsen, siger cheføkonom i Spar Nord Jens Nyholm. –Men hvis du eksempelvis købte en ny Ford Mondeo sidste år, så skal du forholde dig til et værditab på op imod 20.000 kr. i år på grund af afgiftssænkelsen. Og det er vel at mærke ud over den almindelige værdiforringelse, tilføjer han.
Mens de relativt nye og dyre brugte biler bliver ramt hårdt, så går biler over 4 år stort set fri. Det samme gælder de brugte biler, der fra ny koster under 165.000 kroner, og som derfor ikke er omfattet af afgiftssænkelsen.