Til Christiansfeld med banko begge veje
Veggerby og Ø. Hornum Seniorer var forleden på udflugt sammen, og det blev en festlig oplevelse til den gamle klosterby Christiansfeld, som nu er kommet i fint selskab ved optagelse på VerdensarvListen som et af klodens absolut bevaringsværdige bymiljøer. Under en guidet tur rundt i byen hørte de lokale seniorer om Herrnhuterne, Brødremenigheden i Christiansfeld, som er en evangelisk-luthersk frimenighed, grundlagt i 1773 som en del af den verdensomspændende Brødremenighed. Derefter gik turen videre over grænsen, hvor der blev handlet mandler, marcipan, konfekt osv ind til julen. Efter grænsen gik turen hjemad til Sønderup Forsamlingshus, hvor der sluttedes af med andesteg og ris’alamande. På turen var der iøvrigt tid til seks spil banko både nedad og hjemad, lige som kaffe og brød både formiddag og eftermiddag samt frokosten blev indtaget i bussen i form af sandwich, som var medbragt hjemmefra. ”En hyggelig dag, så lad os gentage den til næste år”, var deltagerne rørende enige om.