Mejlby Haverslev damer i jyllandsserien har efter omstændighederne haft en fantastisk sæson, uden dog at vinde pokaler eller opnå første-pladser, når man tager i betragtning, at der fra sæsonens start herskede stor tvivl om der overhovedet kunne stilles et hold. Der blev dog ved hjælp af tilgang af en spiller udefra, Karina Jensen, og Rikke Rasmussen, som genoptog håndboldspillet efter en pause på 3-4 år, samlet en trup på 10 spillere.
Denne trup har gang på gang overrasket deres træner, som ind imellem har måttet knibe sig i armen, for at være sikker på at det ikke var en drøm. Det er blevet til to flotte andenpladser i jyllandsserien både før og efter jul, og holdet havde også spillet sig frem til semifinalerne i jysk cup, hvor de i torsdags måtte tage turen helt til Esbjerg for at spille med Sædding Guldager. Om det var den lange køretur der sad i benene, eller Sædding Guldagers bedre fysik, der sammen med deres særdeles godt spillende keepe,r tog pynten af holdet i første halvleg, vides ikke, og selv om det gik meget bedre i 2. halvleg, kunne det ikke hindre Mejlby-Haverslev i at tabe med 27-17. Hermed sluttede det eventyr.
Holdets store held i sæsonen var, at de få skader, som ramte holdet, kom op til længere turneringspauser, så spillerne kunne nå at restituere. Så heldige kan man nok ikke forvente sig at være næste år, og derfor er klubbens store ønske naturligvis en massiv tilgang af nye spillere til den kommende sæson, for at kunne gennemføre endnu en sæson i jyllandsserien med succes.
Fortjent fest
Mejlby/Haverslev KFUM´s IF har blandt andet på baggrund af ovenstående holdt en velfortjent afslutningsfest, og her blev der hygget og snakket. Asja fra jyllandsserie-holdet havde lavet en fin påskekonkurrence og en håndbold-quiz. Bestyrelsen fik delt gavekort ud til samtlige trænere som tak for deres store engement gennem hele vinteren. Der var af spillerne blevet valgt en kammerat for herrerne og damerne og det blev i år for herrerne for fjerde år i træk Karsten Buus, som altid er i godt humør på trods af at det kan være svært at samle hold hver weekend.
Damerne havde valgt førsteholdets ældste spiller Benthe Sørensen, som har gjort en god figur på holdet og træner et drengehold ved siden af. Hun er altid trofast og stabil til både kamp og træning. En fødselsdag kan ej heller være en forhindring i at møde op til håndbold. Hun er holdets vejviser og har spillet for klubben i mange år. Altid positiv og i godt humør. Derfor velfortjent hæder til hende.
Holdene holder nu sommerferie til august måned.