Dansk-Armensk-Hollandsk musikalsk mesterklasse i Rebild Musikforening
”KONCERT MED PASSION OG PERFEKTIONISME!” – Sådan lød overskriften på én af utallige begejstrede anmeldelser af en koncert med det internationale musik-makkerskab Duo Huayra.
Søndag eftermiddag den 17.marts har Rebild Musikforening arrangeret en koncert med duoen i Huset i Støvring.
Duo Huayra består af den dansk-armenske violinist Loussine Azizian og den hollandske cellist Maarten Jansen.
Violin-virtuosen Loussine Azizian er uddannet på Det Kongelige Danske Konservatorium – bl.a. hos sin far, professor Serguei Azizian. Hun har også studeret i Wien og hos Gerhard Schulz, medlem af Alban Berg Kvartetten.
Allerede som 17-årig vandt hun den prestigefyldte Jeunesses Musicales konkurrence i Bukarest og har – sin unge alder til trods – været yderst aktiv både som solist og kammermusiker i Danmark, Norge, Sverige, Tyskland, Schweiz, Østrig, Armenien og Kina.
Anmeldere har skrevet om hende, at hun har et “violinistisk overskud, flot intonation og velovervejde fraseringer” hun har “ en klar og lyrisk violinstemme” og “ man bliver fanget af Azizians perfektionerede intense violinklang”.
Aktuelt lokalt og globalt
Cellisten Maarten Jansen kommer fra en familie, hvor alle medlemmer spillede et eller flere instrumenter.
Han har fået celloundervisning siden han var 9 år, og han har haft store europæiske cellister som undervisere.
Han har været ansat som cellist i symfoniorkestre både i Wien og i Holland. Komponister og musikere som Rachmaninov, Horowitz og Bach er hans forbilleder.
Vidtspændende program
Duo Huayra vil ved koncerten søndag den 17. marts føre publikum gennem 1800- og 1900-tallets musik for violin og cello.
De begynder med komponisten Luigi Boccherini, som har sine rødder i den wienerklassiske stil og har givet den et spansk islæt på grundlag af sit mangeårige ophold i Spanien.
Herefter spiller duoen et værk af Arthur Honegger – en af den moderne musiks forgrundsfigurer og samarbejdspartner med Erik Satie.
Publikum bliver også præ-senteret for den Stravinskij-inspirerede komponist Bohuslaw Martinu, den norske Johan Halvorsen og den ungarske Zoltan Kodaly. Sidstnævnte komponist indsamlede meget folkemusik, hvis tonesprog indgik i hans egen musik.
– Vi kan i Rebild Musikforening se frem til et spændende og smukt møde med de to unge musikere i Duo Huayra, lover Jette Tikjøb Olsen på vegne af arrangørerne.