Dejligt vejr til Guldbæk Borgerforenings årlige vandretur

Annonce

Igen i år havde Guldbæk Borgerforening arrangeret en vellykket vandretur i Guldbæk og omegn. Turen, som var ca. 8 km, startede ved Guldbæk friskole. Første stop på turen var på Hovhedegård. Her fik deltagerene indblik i, hvordan travheste trænes og evt. skader behandles gennnem bl.a svømmetræning. Derefter gik turen gennem Guldbæks smukke natur til den tidligere Lynghøj efterskole, hvor Borgerforeningen bød på kaffe og kage i naturen. Turen fortsatte til ”Canada” hos Jørgen og Nina, hvor der blev serveret en forfriskning og oplyst om deres solfanger anlæg og opdræt af islænderheste. Vandreturen gik herefter til Guldbæk Vingård, hvor Lone og Jan serverede smagsprøver af deres dejlig mouserende æblevin og rosevin og afsluttede en rigtig dejlig solrig tur på vingårdens terrasse med  grillpølser. Der var rigtig god tilslutning til vandreturen, hvor det sociale samvær og hygge var i højsædet, og en dejlig måde at få lidt motion sammen med både nye og ældre borgere i Guldbæk.