Diabetes-tur med høj sol på Fur

0

Der var ”sus i skørterne”, da en stor busfuld medlemmer af Diabetesforeningens Rebild- og Vesthimmerlandsforeninger forleden gæstede Fur og Thisted: Vinden bed, men solen skinnede smukt, – og der var læ i bussen!

Første stop var virksomheden ReaMed i Thisted. 

Reamed er Danmarks største leverandør at diabetesartikler, og både Rebild og Vesthimmerlands kommuner har aftale om leverance herfra. 

Hos Reamed lød menuen på en bid brød og en masse information om virksomheden på den guidede rundtur i kontorer og på lager. Der blev også tid til en hurtig gennemgang af en lille del af den store mængde udstyr,  som tilbydes via kommunernes indkøbsaftale.

Spændende ø-rundtur

Så blev kursen sat mod solskins-øen Fur, og vel ankommet med færgen blev passagererne budt velkommen af øens guide og en velforsynet frokostbuffet. 

Med maverne godt fyldte og solskinnet i højeste gear fik deltagerne dels et godt indblik i øens historie, dels i lokalbefolkningens særheder og charme. 

Turen blev afsluttet med en velfortjent kop kaffe ved Fur’s gamle havn – hvorefter turen atter gik hjem til Vesthimmerland og Rebild. 

Rebild Lokalforening byder næste gang til arrangementet Nordjyllandsstafetten, hvor alle Nordjyllands lokalforeninger mødes til et fælles arrangement. Det bliver med besøg på Godthåb Hammerværk, Rebildcentret og Røverknolden.

Arrangementet er 24. august – hold øje med Vores Avis for nærmere info.

Share.

Der er lukket for kommentarer.