Pilgrimsvandring: Torsdag eftermiddag holder sognepræst Laila Olesen foredrag i Sognegården i Støvring. Her vil hun fortælle om og vise billeder fra den pilgrimsvandring, hun foretog i efteråret 2015. En ca. 500 km lang tur fra Adriaterhavets kyst til Rom. En tur, der på mange måder rykkede grænser.
Middag og musik: Fredag den 29. januar er der middag og musik i Kig ind i Nørager. Den kendte danske sangerinde og entertainer Jette Torp gæster Kig Ind, hvor hun går på scenen med vanligt humør og dejlig musik. Inden koncerten er der spisning.
Agent 006: Overskriften her er ikke en tastefejl. Fredag den 29. og lørdag den 30. januar opfører dilettanterne i Siem Forsamlingshus nemlig stykket ”Jimmy Bonde – agent 006”. Der er lagt op til løjer på scenen.
Jakob Bangsø: Søndag den 31. januar giver den unge, talentfulde guitarist Jakob Bangsø koncert i ”Huset”, Støvring Højskole. Der er tale om en klassisk guitarkoncert med værker af bl.a. Bach, Regondi og Tárrega.
Arabisk musik: Den egyptiske sangerinde Fatma Zidan er på turne i det nordjyske. I den forbindelse kommer hun også til Støvring, hvor hun giver koncert på biblioteket. Det sker søndag den 31. januar. Fatma Zidan er del af en musikalsk trio, som her vil give publikum en smagsprøve på den klassiske arabiske musiktradition krydret med enkelte moderne sange.
Eftermiddagsbio: Mandag den 1. februar er der igen eftermiddagsbio i Kulturhuset i Arden. Det er gratis at se med, når filmen vises i salen.
Gallaaften: Skørping Borgerforening og Skørping Sangforening er gået sammen om at afholde en storstilet gallaaften i Kultur- Stationen i Skørping. Aftenen byder både på operakoncert, spisning, hvor der serveres en lækker buffet, samt musik og dans, hvor det i gallaens tegn primært vil være klassiske danse som vals og polka, der er på programmet. Gallaaftenen finder sted tirsdag den 2. februar.
Kyndelmisse: Tirsdag den 2. februar afholdes der aftengudstjeneste i Øster Hurup Kirke i anledning af Kyndelmisse. Kirken vil være oplyst af levende lys. Sognepræst Iben Brejner Højgaard står for liturgien, og Als-Øster Hurup Kirkekor vil fylde kirkerummet med salmesang. Kyndelmisse er en fordanskning af det latinske Candelarum Missa, som betyder lys messe. Kyndelmisse markere, at vi er nået halvvejs gennem vinteren, og er samtidig Marias renselsesdag. I den jødiske tradition kan en kvinde 40 dage efter fødslen gå i templet og blive rensen – derfor ligger Kyndelmisse altid 40 dage efter juleaften – Jesu fødsel.
Barselscafé: Onsdag den 3. februar er der barselscafé på Arden Bibliotek. Temaet denne gang er babyførstehjælp og dagens gæst er René Nikolajsen fra Beredskabet. Arrangementet er et komplet 3-timers kursus i førstehjælp til spædbørn, men der bliver naturligvis tid til pauser undervejs.
Ingen syge børn: Vinteren er højsæson for hoste og snue, og de fleste forældre drømmer sikkert om at komme igennem vinteren uden syge børn. Der kan nu være gode råd at hente, når sundhedsplejerske og indehaver af Æblebørn Anette Straadt holder foredrag i Huset ved Støvring Højskole, onsdag den 3. februar. Her giver Anette Straadt håndgribelige råd og fifs til, hvordan man som forælder kan styrke barnets immunforsvar samt den generelle sundhed og trivsel hos sine børn.
Søren Kierkegaard: Den siden verdensberømte danske filosof Søren Kirkegaard udgav en stribe af bøger og andre skrifter. Det særlige var dog, at han altid udgav under nøje udvalgte pseudonymer. Heller ikke hverken titel eller udgivelsestidspunkt blev overladt til tilfældighederne. Torsdag den 4. februar dykker Bjarne Troelsen ned i denne forføreriske maskepi. Det sker gennem et foredrag i Bogby9520 i Skørping.
Generalforsamling: I.F. Jarl Arden holder generalforsamling i Arden Hallen fredag den 5. februar. Det samme gør deres støtteforening Jarls venner. I forlængelse af generalforsamlingerne afholdes der årsfest, hvor alle er velkomne.
Musik og komik: Fredag den 5. februar kan der opleves en skøn kombination af musik og nordjysk lune i Stubhuset, Støvring. Denne aften går entertaineren Ib Grønbech på scenen med sit band. Sammen vil de levere en forrygende koncert bestående af Ib Grønbechs største hits fra de seneste 30 år.
Blichfeldt i Bælum: Anders Blichfeldt er kendt som forsanger, guitarist og komponist i det danske rockband Big Fat Snake. Nu er han imidlertid gået solo med showet ‘Docteur Bob’, som består af én mand og én guitar inklusive en række helt nye sange. Fredag den 5. februar kan dette opleves i Skovpavillonen i Bælum. Det er Kulturmøllen, der står bag arrangementet.
Fastelavnsfest: Søndag den 7. februar holdes der fastelavnsfest i Sørup Borger- og Forsamlingshus. Som det sig hør og bør bliver der slået katten af tønden. Der vil være præmier til både kattekongen og kattedronningen samt præmie til den flottest udklædte, så det kan godt betale sig, at gøre lidt ekstra ud af kostumet. Derudover serveres der fastelavnsbolle, saftevand til børnene og kaffe til de voksne.
Også fest for de voksne: Det lille værtshus Rottehullet i Astrup inviterer til fastelavnsfest for voksne. Det sker lørdag den 6. februar. Festen er efterhånden blevet en tradition på Rottehullet.
Design Affair: Til maj åbner en ny butik i Gl. Skørping. Butikken åbner i Søndergård, hvor HMJ Design også holder til.
Vildtgilde i Rostrup: Lørdag den 13. februar holdes der fest i Rostrup. Aftenens menu består selvfølgelig af forskellige vildtretter, som bliver tilberedt af byens madlavningshold med hjælp fra professionelle kokke. Efter maden spiller Daddy’s One Man Band op til dans. Overskuddet fra billetsalget til denne festaften går til byens klubhus.