Fornem kulturpris til Rebild Kommune overrakt ved KULTURMØDET på Mors

Annonce

En rigtig god lokal nyhed: Rebild Kommune har vundet den tidligere omtalte Con Amore Kulturpris 2019. Prisen blev overrakt på Kulturmødet, der blev holdt på Mors her i weekenden.

Formand for Kultur- og Fritidsudvalget Gert Fischer modtog i fredags, på vegne af Rebild Kommune, årets Con Amore kulturpris 2019: – Vi blev tidligere på året indstillet til prisen af Skørping Marionetteater, Skørping Sangforening af 1895 og Gymnastikgruppen Sirenerne, hvilket vi er meget beærede og taknemmelige for, understreger den forståeligt nok fantastisk glade udvalgsformand.

Juryen sagde blandt andet: ”Der gøres meget for kulturen i hele kommunen, og især er der stort fokus på et nært samarbejde i krydsfeltet mellem amatører og professionelle, hvilket er til stor gavn for vækstlaget. Der er plads til forskellighed, det er godt at bo i Rebild Kommune.”

– Og det kan vi jo kun give dem ret i. Tak for de flotte ord og den fornemme pris og ikke mindst til de tre foreninger der har indstillet os. TAK!