Glas & Glimt genåbner i weekenden med glas og delikatesser
Efter næsten et år bliver det i den kommende weekend igen muligt at besøge værkstedsbutikken Glas & Glimt i skovbrynet ved Jyllandsgade i Skørping. Både lørdag og søndag er der åbent fra midt på formiddagen og seks timer frem. Begge dage præsenteres – foruden de kendte glasfugle produceret på stedet – en mængde forskellige delikatesser for både smags-, syns- og duftesanserne.
”Gourmet under kronerne” hedder arrangementet, hvor det som sagt en sjælden gang er muligt at kigge inden for i værkstedet, – og samtidig hygge sig i butikslokalet og på gårdspladsen, hvor delikatessemarkedet tilbyder en mængde forskellige bud på hjemmelavet mad og tilbehør.
At det er så sjældent, der nu er adgang til værkstedet hos Glas & Glimt, skyldes overgangen fra fysisk butik til web-shop
.
Stort glas-sortiment
Hele Glas & Glimts store udvalg af glasfugle vil naturligvis være til salg, og der vil kunne købes anden-sorteringsglas fra årets produktion.
Mange specialiteter
Blandt de mange specialiteter på delikatessemarkedet kan nævnes diverse kød-udskæringer af Gotlands-lam, hjemmemarinerede sild, portugiske specialiteter, hjemmebag, honning syltetøj, ost, lakrids, chokolade og syltetøj.
Lørdag desuden rådgivning og salg af fuglefoder til haven.
Hans Henrik Borup Laugesen