Haverslev byfest 2019 blev en fin succes, – Wasse blev Årets Haverslevborger

0

Arrangørerne bag byfesten i Haverslev kunne under oprydningen sidste søndag se tilbage på en meget vellykket byfest: Selv om vejrguderne ikke viste sig fra den allerbedste side, viste de mange frivilliges tusindvis af timers frivilligt arbejde – næsten et helt årsværk i timer! – sig at bære frugt i form af en dejlig og mindeværdig byfest, – hvor alle aktiviteter for børn iøvrigt var ganske gratis!

Lokalhistorisk Forenings bidrag var en spændende byvandring med quiz rundt i byen. Mandag bød på en Gå dig glad-tur til Ladelund, videre til Rebild, hvor den medbragte kaffe blev indtaget ved Spillemandsmuseet. Haverslev Kirke havde i byfestugen forskellige tidligere omtalte arrangementer, herunder morgensang for de 138 nystartede elever på idrætsefterskolen HCI, morgensang på Haversdal og ikke mindst en helt forrygende kirkekoncert med Blæseorkestret PUST, som havde et særdeles bredt repertoire med bl.a. Freddie Mercury, Elton John, Kim Larsen, Händel. Alt sammen krydret med skøn fællessang. 

BANKO!!

Det traditionelle bankospil løb af stablen onsdag, , mens  torsdagen stod i motionens tegn med løb, gåtur for store og små. Der mødte i alt ca. 350 mennesker op for at løbe eller gå en tur rundt i Haverslev by. Den store familieaften om fredagen startede op med stegt flæsk og persillesovs fra Kølles Køkkenefterfulgt af den årlige revy. Inden revyen startede kunne de yngste indtage hallen til Juniordiskotek, hvor DJ Lua igen var meget succesfuld med konkurrencer, skum, ballondyr og meget mere.

Revyen er som altid et stort trækplaster, og pavillonen og det tilhørende telt var da også fyldt til bristepunktet. Det var et brag af en revy med 14 numre med alt fra indslag om Run for Fun, Tricktyve, Fløjte Lise.

Årets Haverslev-borger

I pausen af revyen skulle uddelingen af Haverslev Prisen finde sted. Der var igen i år tre særdeles velkvalificerede og nominerede personer, nemlig Vagner Andreasen (Wasse), Marie Nordskov Nielsen og Anni Hyldgaard. Efter jævnbyrdig stemmefordeling gik prisen til Wasse, som helt fortjent blev hædret for sit store arbejde i bl.a. Haverslev Idrætsforening, Borgerforeningen, Hallen m.m.

Udover uddelingen af Haverslev-prisen fredag aften til Vagner, blev der også uddelt en særlig pris til tre personer fra Lokalhistorisk arkiv for deres kæmpestore arbejde med udgivelse af bogen om Haverslev. Den tilfaldt Lise Sørensen, Per Poulsen og Arne Sørensen. 

Både nyt og gammelt

Lørdag gav Jutlander Bank morgenmad til alle, der var en rigtig flot udstilling af veteranbiler, og tre gamle knallerter havde også fundet vej til byfestområdet. I hallen var der børneloppemarked med rigtig flotte boder. I hallen var der også arrangeret Popop-aktiviteter, og spejderne havde også lavet super aktiviteter på pladsen. Tuens børn sang endnu engang Haverslev-sangen med stor entusiasme, spænding, og nogle var lidt betuttet over at skulle stå på en scene for første gang.

Nyheden børnedyrskue blev en stor succes

Et nyt indslag var børnedyrskue, og der dukkede mange børn opmed deres kæledyr i form af kat, hund, kanin, marsvin, som blev nøje vurderet af en kyndig dommer/dyrlæge. Købmandsbutikken SPAR sponsorerede sildemad til alle, og burgere/pølser gik som varmt brød hos spejderne. Efter indtagelsen af den gode mad var der tid til at se, hvorledes ens odds gik i forhold til, hvor længe 2 biler uden olie og vand kunne køre, inden motorens stempler satte sig; d gik desværre ikke så længe, men hvad betyder dét, når en lokal landmand lige hentede sin store traktor, og ”smed” rundt med bilerne. Det blev et helt fantastisk indslag for både små og store.

Byfest-komiteen havde lavet et kæmpe forarbejde for at lave nogle perfekte rammer til festen med teamaet ”Mormors Kolonihavehus”: Pavillonen, borde, bar, ja selv toiletterne var festligt pyntet i temaets tid og ånd, og langt de fleste deltagere havde også taget ideen og teamaet til sig, da festtøjet skulle findes frem. DJ Allan spillede rigtig god musik, og sangen Mormors Kolonihavehus blev da også spillet adskillige gange. Der var en forrygende stemning fra start til slut. Nu håber alle på et fint overskud fra alle anstrengelserne; pengene skal bruges til gavn for hele byen – unge som ældre.

Share.

Der er lukket for kommentarer.