Igen Hjertehøjskole i Rebild, – med sund mulighed for ”forundring og forandring”

0

Tre dage fyldt med motion, foredrag, sang, dans og hyggeligt fællesskab. Til september åbner Hjertehøjskolen i Rebild for syvende gang – og alle kan komme med, så længe der er plads.

– Det er jo ikke en Højskole som sådan, men Hjertehøjskolens succes beror på, at det netop er højskoleformen og de naturskønne omgivelser, der danner rammerne på Hotel Comwell, Rebild Bakker, fortæller Lisbeth Stenstrop Jensen, formand for Hjerteforeningen Rebild

– Hjertehøjskolen er Rebild Hjerteforenings fyrtårn, og vi er stolte af at kunne tilbyde dette traditionsrige tiltag, som blev grundlagt for syv år siden.

Bestyrelsen har arbejdet henover vinteren med at indhente emner, som måtte interessere deltagerne. De mange input er samlet til et varierende program.

”Patienten i centrum”

Årets tema er :”Patienten i centrum”. Det betyder, at hjerterum og tryghed for deltagerne har været en vigtig del af planlægningen. Inspiration, viden og erfaringsudveksling danner baggrund for indholdet i programmet.

– Højskoleopholdet er skemalagt, men der er god tid og plads til ”forundring og forandring”, understreger Lisbeth Stenstrop Jensen.. 

Skiftende aktiviteter – faglige oplæg og fysisk aktivitet skaber et varieret program for opholdet. Oplæggene gives af speciallæger i hjertesygdomme, sygeplejersker, diætist og hospitalspræst.

Deltagerne lever i de tre dage højskolelivet, som indebærer fælles sang, spisning, oplevelser, kulturelt indslag og ikke mindst intenst samvær med andre i samme situation. Dette giver en åbning for erfaringsudveksling og samtale om nære ting mellem deltagerne, hvilket også er programsat.

Lone Hertz slutter af

Opholdet afsluttes med et ekstra plus, nemlig foredrag med den folkekære skuespiller Lone Hertz: ”Fra frøken Nitouche til foredragsholder” – et spøgefuldt, opløftende og alvorligt foredrag om højdepunkterne fra hendes biografi og livsmuligheder ud fra devisen ”Viljen til at ville giver evnen til at kunne – hvis vi får lov”.

Fakta om Hjertehøjskolen i Rebild:

Hjertehøjskolen er tre dage i naturskønne omgivelser med inspiration til hjerterigtig levevis og viden om at leve med hjertesygdom. På programmet er der også hjertemotion og ikke mindst socialt samvær, sang og hygge.

Tid og sted: Onsdag den 4. september til fredag den 6. september på Hotel Comwell, Rebild Bakker (handicapvenligt).

Tilmelding: Senest den 4. august til LOF Rebild. – Hurtig tilmelding  på grund af begrænset antal pladser.

Share.

Der er lukket for kommentarer.