Kom og se, hør, mærk fortællingen om ”FLYVERSTENEN” onsdag aften
Mange i Vores Avis’ område har hørt om Flyverstenen: Et dystert og tankevækkende mindesmærke over det britiske fly, som styrtede ned i Nørlund Skov i slutningen af Anden Verdenskrig. Men kender du også den store fortælling, der knytter sig til den 11 mand store besætning, som var på bombetogt over Kattegat om aftenen den 20. april 1945? – Ellers er chancen der NU..!
Niels Nørgaard Nielsen er arkivleder for Lokalhistorisk Arkiv for den tidligere Støvring Kommune, og onsdag den 5. september vil han ude ved Flyverstenen blandt andet fortælle om selve nedstyrtningen, om den lokalkomité, som rejste flyverstenen, og om fundet af den omkomne flybesætning.
Når deltagerne har hørt på den del af fortællingen, som knytter sig til nedstyrtningsstedet, går selskabet tilbage til bilerne og kører til Aarestrup Kirkegård, hvor besætningen ligger begravet.
Her fortælles der blandt andet om krigernes begravelse – og genbegravelse, for der knytter sig flere besynderlige og lyt-værdige anekdoter og facts til fortællingen.
Ved du noget…?
Arrangementet slutter i Aarestrup forsamlingshus med kaffebord.
Skulle der være en og anden, der kan supplere Niels Nørgaard Nielsens fortælling, vil det være velkomment i forbindelse med kaffebordet.
Billigbog om flystyrtet
Lokalhistorisk Arkiv har udgivet en lille bog med fortællingerne om Flyverstenen, og den kan købes onsdag aften for bare ”en halv hund”.
Arrangementet indgår i Rebild Turistforenings serie af ”Kend din egn”-arrangementer, og tilmelding sker hos RebildPorten senest ved middagstid samme dag, altså onsdag i denne uge, enten på [email protected] eller tlf. 9988 9000
Mødestedet er P-pladsen ved Torstedlundvej, hvor vejen ”knækker” tæt på Nørlund Savværk.
– Hent brochure på www.rebildturist.dk
FOTO: Udsnit af Flyver-stenen i Torstedlund Skov, mindesmærket over de 11 allierede britiske soldater, som styrtede i døden kun et par uger før de tyske tropper i Danmark kapitulerede, og blev genstand for mærkværdige stridigheder med Royal Airforce næsten tre år senere, da fire af de 11 kister blev gravet op for anden gang, og IKKE med Aarestrup-præst Harald Davidsens gode vilje!
… kom selv og lyt med, når den spændende historie arkivleder Niels Nørgaard Nielsen giver den spændende beretning om flystyrtet, de tyske soldaters begravelse af ligene, den første opgravning osv osv osv