Kulsvierne brænder trækul, – kom og vær med..!

Annonce

Det lokale kulsvierlaug tilbyder en unik naturoplevelse, hvor de vil tage dig med tilbage i tid til kulsvierlivet i skoven. Der skal stables en kulmile, graves en kulgrube, hygges om bålet gennem den lyse sommernat, mens milen passes.

Det starter lørdag den 10. juni midt på formiddagen på kulsvierpladsen ved siden af Vedstedskovhus og slutter søndag den 11. juni godt et par timer efter frokosttid.

Kulsvierlauget tager deltagerne med i hele processen: Opbygning af milen, som herefter tændes lørdag den 10. juni godt middag. Kulsvierlauget vil også i år forsøge sig med en grube, hvor processen sker under jorden. Lørdag eftermiddag vil det blive muligt, at se andre gamle håndværk, hvor trækullet formidles. Smeden tænder op i essen og fremstiller forskelligt håndværktøj og glasmageren bruger trækul til at tænde op i ovnen og smelte glas til fremstilling af perler. Milen skal passes til søndag eftermiddag og i løbet af aftenen og natten vil der være hygge ved bålet med mad og drikke. Både bål, mile og grube skal passes gennem den lyse sommernat. Søndag eftermiddag er processen færdig og milen skal herefter køle ned, og resultatet kan ses i skolernes efterårsferie, hvor milen åbnes onsdag den 18. oktober.
Kulsvierlauget opsætter et stort telt, hvor det vil blive muligt at overnatte, hvis man medbringer sin sovepose – der vil være liggeunderlag. Alternativt kan mant låne en hængekøje, finde et
par træer i skoven og sætte hængekøjen op og sove der. Kulsvierlauget sørger for aftensmad og morgenmad til de tilmeldte deltagere, men hver deltager bedes selv medbringe en madpakke til frokost lørdag – og drikkevarer. Tilmelding til [email protected].
.
I forbindelse med kulsvierdagen formidles et andet af skovens gamle håndværk. Der åbent hus på savværket på Vedsted Skovhus. Savværks lauget levendegør savværket og der startes langsav og bloksav.
Der fortælles om savværket og formidlingen af skovens historie.
Har man lyst til at deltage i dele af arrangementet, er det i orden at tage sin frokost madkurv med og/eller aftensmad, kød til grillen, som er klar ind under aften, og tilbringe nogle timer sammen med kulsvierne og følge aktiviteterne. Lokale brugte tidligere at tage ud i skoven og besøge kulsvierne, hvor der ofte var en rigtig god stemning – den tradition vil lauget også gerne holde i hævd, så kom gerne og deltag eller kikke på.