Løvspringstur til bl.a. Ødekirken, Helligkilden, glaskunst og Westernhuset
Menighedsrådene i Støvring,
Sørup og Gravlev havde fin suc-
ces som arrangører af årets løv-
springstur forleden:
Gammel Skørping Kirke,
Skørping Nykirke og afslutning
i Top Karens Hus øverst i Rebild Bakker.
I det pragtfulde varme solskinsvejr begyndte turen ved Sognegården i Støvring, forbi Støvring Kirke og forbi Buderupholm Ødekirke, hvorefter første stop var ved Gammel Skørping kirke. Her stod Peter Aldahl klar, og han fortalte om kirken og viste rundt i den smukke gamle kirke fra 1100-tallet.
Et spadestik under kapellets gulv løber det kildevæld, der giver vand til ”Helligkorskilden” ude på kirkegården. Kilden skulle have helbredende virkning. Vi så også de flotte kalkmalerier, der som en tegneserie beskriver episoder fra biblen.
Deltagerne fik også en pudsig beretning om kirkens bibel, som blev røvet under svenskerkrigene midt i 1600-tallet. For ca. 40 år siden dukkede denne bibel så op hos en marskendiser i Sverige. Den blev købt og igen placeret i kirken. 14 dage senere blev den igen stjålet, og den er ikke dukket op endnu.
Efter en gåtur rundt på kirkegården gik busturen til Skørping Nykirke, hvor Ernst Krustrup fortalte om kirken og den store nyrenovering, som er blevet gennemført. Skørping Nykirke er bygget i perioden 1912 – 1914 og er således godt 100 år gammel.
I 2015 blev kirken gennemgribende renoveret. Det blev den færøske kunstner Trondur Paturssons store glasmaleri, som kom til at udgøre alteret. Glasmaleriet, som er 5,5 m i bredden og 4,5 m i højden, er medvirkende til, at kirken kaldes en ”påskekirke”: Trondur Patursson samler og fastholder i sit værk ”Livets landskab” påskens begivenheder i et blik. Ikke som et billede af noget, der var engang, men som en udlægning af menneskelivet, dets vilkår og valg, som det leves under himmelhvælvet her og nu. Inden ”Livets landskab” kom på plads i kirken, skulle dagslyset hentes ind, og det skete, da der blev slået hul i muren mod øst.
Der blev også skrevet en ny salme til glasudsmykningen af Lisbeth Smedegaard Andersen.
Det var et meget flot syn, deltagerne fik inde i kirken, suppleret med den meget interessante fortælling.
Sidste stop på turen var ved Top Karens Hus, men på grund af den store mængde deltagere i den fyldte bus, blev deltagerne ført over i Westernhuset, hvor der var dækket til kaffe og te, boller og kæmpe stykker lagkage.
En fantastisk god aften, som gerne må inspirere til andre ture rundt til spændende kirker i omegnen…!