Motion forbedrer livskvaliteten og forlænger levetiden – hjertekursus med motion i Nørager, Skørping og Rebild

0

Er man kronisk syg, kan motion forlænge levetiden. Dyrker du motion sammen med andre, er der større chance for at holde motivationen. LOF og Hjerteforeningen i Rebild tilbyder netop nu hjertemotion med dygtige fysioterapeuter som instruktører.

Motion er vigtigt for alle, der ønsker en sund og aktiv livsstil.

Men for mennesker, der lider af en kronisk sygdom, kan motion være direkte livsforlængende. Derudover giver motion øget fysisk velvære og mentalt overskud. Og så aktiverer motion de stoffer i hjernen, der gør, at vi føler os lykkelige. Det viser overlæge og forsker ved Rigshospitalet Bente Klarlund Pedersens forskning. LOF og Hjerteforeningen starter netop nu flere motionshold, der er tilrettelagt specielt for mennesker med hjertesygdomme.

– Motion har en positiv effekt på hjertekarsygdomme og giver nedsat dødelighed. Fysisk aktivitet får blodtrykket ned og normaliserer kolesteroltallet. Det betyder blandt andet, at en åreforkalkning ikke vil accelerere. Motion nedsætter også risikoen for, at blodkarrene i hjernen bliver åreforkalkede, siger Bente Klarlund, der er leder af Center for inflammation og Metabolisme og forsker i sammenhængen mellem fysisk aktivitet og musklernes funktion.

Venskab på recept

Selvom man ved, at motion forlænger levetiden, kan det være svært at holde motivationen. På LOF og Hjerteforeningens hold motiverer både deltagerne gennem det sociale netværk, man bliver en del af, og gennem vores undervisere, der er uddannede fysioterapeuter.

– I forhold til patientgrupper er der to ting der gør, at de holder ved. Det ene er, at der opstår socialt netværk, så deltagerne føler sig forpligtet over for hinanden. Hvis man kunne skrive venskab på recept, så skulle man gøre det. Det andet er, at man får feedback fra en underviser, der kan vise, hvordan man træner på den rigtige måde, siger Bente Klarlund.

Mange ved det ikke

Vi er bevidste om, at mange hjertepatienter og andre kronikere ikke ser sig selv som syge. Og det er kun en fordel at opfatte sig selv om rask, mener Bente Klarlund.

– Man kan sagtens have en sund livsstil og være aktiv, selvom man har en diagnose. Som hjertepatient kan hjertemotion være en hjælp, fordi man får den rette instruktion og dermed også får mod og overskud til mere hverdagsmotion, siger hun.

Hjertemotion i Rebild kommune udbydes både i Nørager, Skørping og i Rebild på Comwell Sport Hotel, alle med start i september. Træningen tilrettelægges for den enkelte deltager af uddannede fysioterapeuter, så alle kan være med.

Udover hjertemotion så er der også tilbud om en tredages Hjertehøjskole i de dejlige omgivelser på Comwell Sport, Rebild Bakker.

Her er der særlige gode muligheder for at kickstarte nye hjerterigtige motions- og kostvaner.

rebild.lof.dk fortæller mere om kurset og om tilmelding.

Share.

Der er lukket for kommentarer.