Der var masser af spændende naturoplevelser undervejs, da 55 medlemmer af Nørager Pensionistforening forleden var på den årlige løvspringstur, som denne gang blev på hele 360 km med bus: – Trods truende skyer kom der ingen regn, og der var en hyggelig, munter stemning i bussen hele dagen, fortæller formand Søren Pedersen.
Forskellige steder langs den vestlige del af Limfjorden blev studeret nærmere, og en sejltur blev det også til, selv om Venø-færgen kun var et par minutter om at sejle bussen de cirka 300 meter over til Venø, hvor blandt andet Danmarks mindste kirke kunne tages i øjesyn.
De kendte Venø-bøffer serveret med øens egne kartofler gjorde lykke på middagsbordet!
6.500 ha skov
Da bussen ankom til Klosterheden Plantage, steg en naturvejleder fra Naturstyrelsen ombord, og der blev lyttet opmærksomt til fortællingen om det 6.500 hektar store menneskeskabte skovområde, hvoraf den ældste del blev plantet helt tilbage i 1880.
– Det var en spændende tur ad smalle skovveje, som ikke er offentligt tilgængelige, og hvor chaufføren fik sine kørefærdigheder sat på prøve, fortæller Søren Pedersen og nævner, at adskillige NATO-bunkers med ammunition og andet militært udstyr blev passeret på nært hold.
Hjælp fra bæverne
I 1999 blev der som et forsøg udsat 18 bævere i Klosterheden Plantage. De har nu formeret sig til 213 dyr, og de store vådområder, bævernes dæmninger har skabt, er et eldorado for masser af andre dyrearter, hvoraf Nørager-pensionisterne blandt andet så kronhjorte og rådyr, for nu at nævne nogle af de lidt større.
De voldsomme ødelæggelser efter orkanen Bodil blev også taget i øjesyn, og deltagerne fik fortalt om et større område, som for nylig er blevet fredet, efter der er fundet ikke-eksploderede bomber fra 2. Verdenskrig, og det derfor er for farligt for mennesker at færdes på arealet.
Efter oplevelserne i skoven serverede bestyrelsen kaffe på Naturstyrelsens naturskole ved Fousing, og så gik turen hjemad over Holstebro og Viborg.
Hans Henrik Borup Laugesen