Nu kan alle fartdjævle prøve folkerace på den landskendte Nysumbane

0

Traditionen tro inviterer DASU her i starten af maj alle med interesse for motorsport til at komme og prøve kræfter med Folkerace. I år falder åbent hus arrangementet lørdag den 2. maj. Denne dag er der åbent for besøgende på Korskrobanen, Nisseringen, Nørlundbanen, Søholmbanen, Ørnedalsbanen og vores lokale Nysumbanen ved landsbyen Nysum i Rebild Kommune. Folkerace er en af de mest kendte former for motorsport. Sporten blev gjort kendt gennem udsendelserne ZULU Djævleræs, der kørte i syv sæsoner. Programmerne er optaget netop på den 856 meter lange racerbane ved Nysum. Lørdag den 2. maj får de besøgende ved folkerace åbent hus så mulighed for selv at prøve, hvad det vil sige at køre folkerace. Det er muligt at få en tur med en erfaren folkerace-kører. Dette er gratis. De rigtigt modige kan dog mod betaling få lov til selv at sætte sig bag rattet og prøve en tur på banen. Derudover er der mulighed for at høre mere om sporten – herunder også, hvad der skal til for selv at starte. Her er det (måske) værd at bemærke, at Folkerace er for både mænd og kvinder og dem, der er lidt yngre 😉

Læs mere om folkerace på www.folkeraceinfo.dk

 

Share.

Der er lukket for kommentarer.