Ny forening for integration i Nørager er kommet godt fra start, men der er brug for flere frivillige
Den nye forening for integration i Nørager er kommet godt fra start. Der har været stor interesse for foreningen og dennes aktiviteter – også på Facebook. Foreningen nærmer sig et medlemstal på 80 og på Facebook er der modtaget over 100 positive tilkendegivelser. Der er dog brug for endnu flere hjælpende hænder. Både til lørdagsarrangementerne, som venskabsfamilier og i form af donationer af bl.a. tøj.
Ved det første lørdagsarrangement i Kig Ind mødte ca. 30 børn og voksne op til fælles samvær. Deltagerne gav udtryk for deres glæde over arrangementerne og lovede, at endnu flere flygtninge vil være med næste gang. Derfor opfordrer foreningen lokale beboere til at deltage i de kommende samvær lørdag den 23. januar og lørdag den 6. februar – samt lørdag den 20. februar, hvor der er planlagt bondegårdsbesøg i Kjemstrup.
Venskabsfamilier
Ellen Christine Vestergaard fra Nørager er foreningens kontaktperson for flygtningene. Hun fortæller, at flygtningene er meget interesserede i at lære dansk sprog og kultur endnu bedre at kende sideløbende med undervisningen på sprogskolen i Støvring. –Derfor vil vi meget gerne meget hurtigt i kontakt med lokale familier, gerne med børn, som kan blive venskabsfamilie med en flygtningefamilie, siger Ellen Christine Vestergaard.
Tøj og legetøj m.m.
Ellen Christine Vestergaard mødes selv ofte med flygtningen i sit private hjem og har derfor godt kendskab til dem og deres familier. Foreningen indsamler også tøj, legetøj og køkkenting, som fordeles fra Ellen Christine Vestergaards hjem, da hun har størst indsigt i deres behov. –Vi har allerede haft den store glæde at have mødt en imponerende offervilje fra både lokale og uden bys beboere, der har skænket alle former for beklædning og fodtøj, siger Ellen Christine Vestergaard. Derudover er der også modtaget legetøj, køkkentøj og andre hjælpemidler til stor glæde for foreningen og flygtningene.