Forberedelserne til Danmarksmesterskaberne i sprint i Rebild lørdag den 22. april i år, hvor landets bedste orienteringsløbere skal dyste om medaljer i Støvring, samarbejder arrangørerne fra Rold Skov Orienteringsklub med en lang række foreninger og grundejere i Støvring, – og det går rigtig godt!
Stævneleder Helge Søgaard, som deler opgaven med at arrangere det omfattende mesterskab med Johan MacLassen, begge Rold Skov OK, er glad for den velvilje han har mødt fra hele Støvring by, og især fra de beboer-og ejerforeninger, som lægger arealer til DM-sprintkonkurrencen.
Opbakning fra hele byen er vigtig, da orienteringsløberne vil sætte deres præg på byens gader og veje, foruden at grønne arealer og mere bymæssig bebyggelse af byen skal anvendes til arrangementet.
– Vores korttegner har allere-de været forbi stort set alle detaljer i bybilledet, og vores banelæggere vil jo gerne placere poster ved eksempelvis indhak eller hjørner af bygninger, ved trapper og lignende, siger Helge Søgaard.
Privatliv i haverne fredet
– Folks private haver er naturligvis forbudt område, men der er mange andre mere eller mindre private arealer, hvor det ikke gør noget at vi færdes, når bare vi har aftalerne i orden, forsætter stævneleder Helge Søgaard; – Støvring Gymnasium og Karensmindeskolen har velvilligt stillet faciliteter til rådighed for vores stævneplads mellem de to uddannelsesinstitutioner.
Kom og kig!
– Vi synes det er vigtigt, at hele byen har så stort kendskab til arrangementet som muligt, understreger Helge Søgaard. Derfor er alle også velkommen som tilskuere, og Støvrings indbyggere kan godt være stolte af, at Rebild Kommune lægger lokalitet til et nationalt mesterskab.
– Vi forventer, at hele den danske elite af orienteringsløbere deltager, foruden et stort antal motionister, der også synes det er sjovt at løbe sprintorientering.
Kommer gerne og orienterer
– Vi stiller gerne op til møder, hvor vi kan få lejlighed til at informere nærmere om arrangementet. Er man interesseret i besøg fra Rold Skov Orienteringsklub, kan man rette henvendelse om arrangementet på stævnets hjemmeside www.dmsprintultralang2017.dk
Sprintorientering er kendetegnet ved korte, intense og hurtige konkurrencer, hvor fokus og præcision er helt optimal i en konkurrence, hvor sekunderne virkelig er på spil. Det er en disciplin, som de senere år har vundet mere og mere opmærksomhed, især fordi det danske orienteringslandshold virkelig har gjort sig gældende med adskillige medaljer på verdensplan, fx den danske verdensstjerneløber, Maja Alm, som har vundet adskillige verdensmesterskaber.
FOTO: Stævneleder Helge Søgaard (tv) drøfter DM med klubformand Ole Jensen, Rold Skov OK.