Optakt til Påsken i Gl. Skørping med kammerkoret Dorimus

0

Det kendte kammerkor Dorimus gæster Gl. Skørping kirke torsdag 19. marts. Temaet for koncerten i Gl. Skørping kirke er ”Optakt til påske”, med både ny og gammel musik.

Kammerkoret Dorimus har de senesteste år markeret sig med koncerter, som er bygget op omkring et tema. Påske-temaet omfatter bl.a. to påskesalmer med musik af Carl Nielsen.

Den fynske komponist Carl Nielsen fejres over hele landet, fordi det i år er 150 år siden hans fødsel. Midt i koncerten synger koret desuden den meget iørefaldende ”Messe basse” for kor og orgel af Gabriel Fauré.

 

Talrige koncerter

Kammerkoret Dorimus er kendt fra sin medvirken ved Aalborg Opera Festival, Kulturnatten i Aalborg, til Skt. Hans i Aalborg Zoo og for at skabe julestemning med flash mobs på gader og stræder i Aalborg, hvor koret holder til.

De seneste år har koret også samarbejdet med billedkunstnere og fotografer, bl.a. ved udstillingen ”Himlen rører jorden” på Vesthimmerlands Museum, hvor koncertprogrammet spillede sammen med Anita Houvenaeghels malerier og billeder af hendes kirkeudsmykninger.

 

Kvalitet siden 1993

Kammerkoret Dorimus’ kendetegn har gennem alle årene siden starten i 1993 været høj musikalsk kvalitet og godt sammenhold. Derfor tiltrækker koret også medlemmer fra hele Nordjylland – lige fra Hjørring i nord til Viborg i syd. Dorimus har gennem årene altid haft en kerne af 20-25 erfarne og dygtige korsangere, som gerne vil udfordres musikalsk. Korets medlemmer nyder samværet med hinanden.

– Som korsanger oplever man ofte at møde til prøve træt og med hovedet fyldt af arbejdsdagens mange udfordringer. Men efter kort tid vokser glæden og opstemtheden frem, og pludselig er tiden gået, og man går derfra glad i låget, fortæller Inge Lise Jæger Sørensen, som ssammen med korets dirigent Doris Kjærgaard var med til at etablere koret i 1993.

 

Bente Vinther Jensen

bente@vores-avis.dk

Share.

Der er lukket for kommentarer.