Pladsmangel i Rold Skov Orienteringsklub: Vil bygge nyt klubhus

0

Et af de store emner, Rold Skov Orienteringsklub behandlede på det årlige klubeftersyn, var det stigende behov for både større og bedre klubhusfaciliteter.
Orienteringsklubben runder snart medlem nr. 200 og er fortsat i en rivende udvikling.
Men klubhuset frembyder særdeles forældede og

ydmyge kår i det lille sorte klubhus, som ligger nedenfor og lige nord for plejehjemmet i Skørping: En cirka 25 kvadratmeter lille og nedslidt hytte, som stammer tilbage fra 1930’erne. Huset blev sidenhen anvendt som base for den lille gruppe soldater som, i skiftende små vagtgrupper, skulle passe på våbendepoterne inde i Rold Skov, da verdenskrigen var afsluttet i 1945.

Klubben har et flot banner med klubbens navn, logo og den iøjefaldende grønne klubfarve spændt ud på forsiden af de ydmyge faciliteter.
– Vi plejer at lave sjov med, at banneret er med til at holde sammen på huset, lyder det med et glimt i øjet fra klubformand Ole Jensen.
– Men vi er altså nået dertil, at vi ikke længere kan være i huset, som dybest set også er både helt utidssvarende efter nutidens krav til klubfaciliteter, og desuden i så faldefærdig en stand, at det må betegnes som totalt udtjent.
– Sidstnævnte på trods af, at klubben med lidt hjælp fra kommunen selv maler og vedligeholder huset, så godt vi kan.

Eje eller leje fremover..?

– Vi har naturligvis drøftet flere muligheder, som er grundigt belyst af et klubhusudvalg, sammensat af klubmedlemmer med stærke kompetencer inden for byggeri og projektudvikling, fortæller formand Ole Jensen og fortsætter:
– Udvalget har peget på såvel muligheden for at leje egnede faciliteter, at udvikle et nyt klubhus i samarbejde med en ejendomsbesidder og muligheden for selv at bygge nyt.
– Vi har nu efter grundlige analyser og afdækning af konkrete muligheder valgt at fokusere på at bygge nyt i eget regi. Men for at det kan lade sig gøre, står det helt klart, at vi er nødt til at have hjælp fra især Rebild Kommune, forskellige fonde og andre der vil støtte udviklingen af vores klub, for at få sammenhæng i økonomien, understreger Ole Jensen.

Markant medlemsvækst

Rold Skov Orienteringsklub har år efter år haft en markant medlemsfremgang, og har både ungdoms- og senioraktiviteter på programmet.
Klubben har senest arrangeret DM Sprint i Støvring og DM i langdistanceorientering i Rebild Bakker, og skal i 2019 være vært for endnu et DM i mellemdistanceorientering.
Hertil kommer det årlige Rebild 2-Dages samt op imod 80 træningssamlinger for alle aldre og en lang række mere sociale begivenheder og rekrutteringsaktiviteter rettet mod lokalbefolkningen og kommunens skoler.
En udvikling, som har medført både respekt og bevågenhed fra Dansk Orienterings-Forbund, som ved flere lejligheder har brugt klubbens udvikling som et godt eksempel overfor andre orienteringsklubber.
Og som noget helt unikt producerer klubben reelt set deres eget idrætsanlæg gennem tegning af de utroligt præcise og nøjagtige orienteringskort.
– Så blandt andet i lyset af, at vi ikke belaster kommunens budget med anlæg og drift af boldbaner og idrætshaller, så håber vi, at man vil tage godt imod vores planer om et nyt klubhus, slutter klubformand Ole Jensen.

Share.

Der er lukket for kommentarer.