Rebild Kommune Danmarks bedste elevplads

Annonce

Rebild Kommune har fået prisen som landets bedste sted at være kontorelev. Det er HK Kommunal, der hvert år udskriver konkurrencen blandt kommuner og regioner.

Prisen som ’Årets Praktiksted’ er blevet tildelt på grundlag af en indstilling skrevet af de nuværende elever i Rebild Kommune. I indstillingen fra eleverne hedder det blandt andet at ”vi glæder os til at komme på arbejde hver dag” og at ”uanset hvor man havner i Rebild Kommune, så møder man søde, rare, hjælpsomme og fagligt kompetente kollegaer”.

Ansvar og udfordringer

Louise Staun har været elev hos Rebild Kommune siden september i år, og hun var ikke i tvivl om, hvorfor kommunen skulle indstilles til prisen:

– Jeg glæder mig til at gå på arbejde hver dag – ikke mindst fordi jeg bliver mødt med kæmpestor tillid. Jeg har en reel medindflydelse på min uddannelse og mit arbejde, og dét motiverer og engagerer mig virkelig. Vi elever får ansvar på lige vilkår med de andre ansatte, og vi opfattes ikke ”bare” som elever, siger Louise Staun.

Der er i øjeblikket syv elever, som tager uddannelsen i offentlig administration hos Rebild Kommune.

Uddannelse er en vigtig opgave

Elevkoordinator Nanna Linnemann er naturligvis glad og stolt over, at Rebild Kommune er udpeget som landets bedste sted at være kontorelev. Hun forklarer, at elevuddannelsen prioriteres højt i kommunen.

– En stor virksomhed som Rebild Kommune har naturligvis behov for dygtige og højt kvalificerede administrative medarbejdere. Det kan vi blandt andet sikre ved, at nye elever får den bedst tænkelige uddannelse inden for offentlig administration, og det gør de, når vi tager opgaven seriøst og giver dem et reelt ansvar, siger Nanna Linnemann.

Med den flotte hæderspris følger iøvrigt en check på 2.000 kr.