Rebild Turistforening og Boldrup Museumsforening gennemfører onsdag aften den 20. juni et spændende arrangement, hvor deltagerne lærer fif og gode råd til at samle urter m.v. og fremstille deres egne herlige kryddersnapse derhjemme.
– Kom med til Nørager og smag Gert Rubæks friskrøgede ørreder. De friskrøgede ørreder indgår som rosinen i pølseenden på turen, for først skal vi ud i engen og samle snapseurter i selskab med Snapselaugets formand, Alice Østergaard, lyder opfordringen fra Jens-Peder Vium, Rebild Turistforening.
– Vi skal bl.a. ned i området ved Torsdals Mølle. Nærmere betegnet skal vi ud at gå i den eng, der er opstået, hvor møllesøen var engang. Langs med engen løber Torsdals Bæk.
Det er nogle få hundrede meter nedstrøms, at Gert Rubæk for nogle år siden udlagde gydegrus til ørrederne.
– Det er i engen, vi skal botanisere og i særdeleshed skulle vi gerne finde nogle af de urter, der giver et vel smagende snapseudtræk. Vi håber, alle deltagere kan få lidt snapseurter med hjem at trække på – så hav noget Brøndums Snaps i huset til formålet.
Det er som nævnt Rebild Turistforening og Boldrup Museumsforenings Snapselaug, der er gået sammen om arrangementet, der foregår onsdag den 20. juni.
– Vi forventer stor tilslutning og der er begrænset med pladser, så tilmelding til RebildPorten er en nødvendighed, slutter Jens-Peder Vium.