Service og synlighed er nøgleord for de nye ejere af SPAR i Suldrup og Haverslev

0

Den 1. juni bliver skæringsdato for nye tider i SPAR-butikkerne i Suldrup og Nørager.

Butikkerne er solgt af Lone Ovesen til ægteparret Tine Vejrum Terp og Christian Rick Vestergaard, Støvring, som gennem 26 år var i benzin-branchen, heraf 13 år som forpagtere og ledere af en række Shell-servicestationer i Haverslev, Hadsund, Hobro, Aars og tre i Randers, – med tryk på SERVICE, for netop service og positiv kundekontakt kendetegner parrets ledelsesstil, hvor gode medarbejdere gennem alle årene har været en af nøglerne til succes.

– Vi valgte at stoppe som forpagtere hos Shell, da en stor del af servicestationerne i 2016 blev solgt til en canadisk koncern, og jeg nyder at komme i gang igen, fortæller Tine Vejrum Terp, som i den mellemliggende periode har taget forskellige lederuddannelser samtidig med et job som projektleder.  Hun er i øvrigt uddannet købmand hos Dreisler-kæden.

Christian Rick Vestergaard, som i Shell-perioden fungerede som områdechef, fortsatte på tanken hos Shell-stationen ved motorvejsafkørsel Haverslev, og glæder sig ligeledes til den nye tilværelse med SPAR-butikkerne i Haverslev og Suldrup.

Godt humør og

positiv tilgang til livet

– Vi beholder personalet og dagligvarekoncernen Dagrofa som leverandør, og vi glæder os til at sikre den fortsatte udvikling af butikkerne som velassorterede købmandsbutikker, hvor kunderne kan glæde sig til ikke bare at have et lokalt indkøbssted, men et sted hvor de også kan blive aktivt inspireret til for eksempel hvad der skal på bordet derhjemme morgen, middag og aften, fortæller det nye købmandspar.

– Vores ledelsesstil er båret af godt humør med en positiv  tilgang til livet, hvor vi elsker at have den daglige kontakt til både kunder og personale, understreger de.

– Vi oplever, at kunderne i de to lokalområder har det på samme måde med en imødekommende tilgang til et godt samarbejde, og vi har allerede været inviteret til planlægning af Sankthans-festen i Suldrup, så det lover godt for vores ønske om at være synlige i lokalområderne og deltage aktivt i de forskellige aktiviteter både i by og på land, fortsætter de.

Fortsætter samarbejde

og pakke/post-service

– Vi har købt alt inventar i de to butikker, og vi fortsætter med pakke- og postfunktionen, ligesom vi beholder egen slagterafdeling med faguddannede slagtere og to delikatessemedarbejdere i Suldrup, og vi fortsætter også det gode samarbejde med Nørager Bageri, kendt for sin høje kvalitet.

Slagter- og delikatesseafdelingen vil også fremover levere dugfriske daglige tilbud til SPAR-butikkerne i Haverslev og Nørager.

Endelig kan det nævnes, at også håndkøbsudsalg samt udlevering af receptpligtig medicin fortsætter uforandret som et ekstra service-tilbud til kunderne.

Som det fremgår andetsteds i ugens udgave af Vores Avis, vil der i forbindelse med blandt andet vareopgørelse i  de to butikker være lukket en enkelt dag.

Share.

Der er lukket for kommentarer.