Et skoleeksempel på godt sammenspil
Et godt samarbejde mellem skole og det frivillige foreningsliv styrker begge dele. Skolebridge i Haverslev og Suldrup er et godt eksempel – forhåbentlig til inspiration for andre.
Ikke færre end 35 frivillige fra omegnens bridgeklubber mødte sidste onsdag formiddag op på Suldrup skole for at hjælpe med introduktion af skolebridge for 144 skoleelever.
De mange frivillige instruktører kom primært fra Ravnkilde Bridgeklub, enkelte fra Aalborg samt nogle lokale Suldrup folk, der spiller i Aars og Støvring.
Blandt dem var også 4 juniorspillere, der er elever på Haverslev skole. Her har de spillet skolebridge de sidste 2 år og er blevet så bidt af spillet at de gerne vil hjælpe andre i gang. På Haverslev skole er der valgfag i bridge, boldspil, drama, musik, ridning og bueskydning sammen med de lokale foreninger.
Birte Kjeldsen fra Lille Rørbæk er tovholder for skolebridge i Nordjylland og formand for klubben i Ravnkilde, er glad for modtagelsen på Suldrup Skole: ”Jeg er sikker på at vi på sigt får flere til at spille bridge på denne måde. På Suldrup Skole har vi mødt åbenhed og interesse fra både ledelse, lærere og elever. Den umiddelbare respons vi har fået er rigtig god og det er jo et vigtig brændstof for os foreningsfolk” siger Birte Kjeldsen.
Viceskoleleder Berit Krogh fra Suldrup Skole er enig: ”Når ildsjæle som Birte og hendes medhjælpere møder op med sådan en entusiasme for deres aktivitet, påvirker det os alle positivt. Bridge er et godt redskab i den understøttende undervisning og ligesom i Haverslev tilbyder vi det efter sommerferien som valgfag, hvor Birte har lovet at skaffe de nødvendige hjælpere”
ek