En smagfuld aften med kryddersnapse
Lige knap 40 tørstige sjæle havde valgt at udskifte tv-finalen af ’Den store bagedyst’ med et museumsbesøg, da der onsdag aften blev holdt snapseaften på Boldrup Museum. I løbet af aftenen fortalte bl.a. Jens Christian Skov, jordbæravler fra Binderup og bestyrelsesmedlem i Boldrup Museumsforening, om sine erfaringer med fremstilling af forskellige kryddersnapse og om de forskellige urters fortræffeligheder mod alskens dårligdomme, lige fra vorter til vinterdepressioner. Kryddersnapsene blev også præsenteret som gavmilde smagsprøver, og efter en aften med mange forskellige snapse og et udvalgt ostebord var der da heller ingen af gæsterne, der på nogen måde virkede deprimerede, da de forlod museet.
Næste gang der er aktivitet på det lille stråtækte museum er søndag den 27. november, hvor Boldrup Museumsforening inviterer til gammeldaws julehygge med juletræ, risengrød, juleklip og en fræk gårdnisse, der skal have sin obligatoriske risengrød.