Formand Bo Undset Kvorning i Rebild Taekwondo Klub modtog årets idrætspris ”Årets frivillige leder/ildsjæl” ved Rebild kommunes årlige arrangement i Arena Himmerland i Støvring, hvor årets idrætspriser blev uddelt til 50 sportsudøvere inden for 11 sportsgrene.
Formanden for Kultur- og fritidsudvalget i Rebild Kommune, Lene Ålestrup, talte med rosende ord om prismodtageren Bo Undset Kvorning.
– Han er altid i børnehøjde, og har genindført disciplin på den gode og selvbevidste måde, som gives med en kærlig, men bestemt hånd. Rummelighed i træningen og opmærksomhed på den enkelte person er noget, der kendetegner Bo Kvorning.
– Fællesskabsfølelsen er hans styrke, og den blomstrer på bedste vis under hans ledelse.
Lene Ålestrup sluttede talen med at takke Bo Undset Kvorning for den store frivillighed, han har leveret gennem årene i Rebild-områdets foreningsliv: -Du er et stort forbillede for andre, og sætter dit præg på bedste vis hos dem du møder på din vej, via fokus på de individuelle kompetencer.
Bo Undset Kvorning fik overrakt diplom og en glasstatuette udført af kunstnerparret Britta Madsen og Søren Gøttrup fra Støvring.
Af Anne Mette Welling
