To års fødselsdag med øl, pølser og bilsnak

0

Forleden var der ”børnefødselsdag” i Suldrup: Suldrup Auto Teknik fyldte to år, men er faktisk allerede blevet ”voksen” i en gevaldig fart:

– De to år er fløjet afsted; det startede som udlevelse af en drøm, fortæller de to lokale brødre Jonas og Tobias Johansen, som i starten af 2017 tog en dyb indånding og sprang ud som selvstændige.

Jonas og Tobias købte det lokale værksted, som på grund af sygdom havde været lukket et par måneder.

Kort tid efter starten kom Magnus til som lærling, og dette trekløver har som tre musketerer stået sammen i alle typer opgaver, lige fra at lappe et punkteret dæk til udskiftning af en hel motor eller mere.

Klarer alle bilmærker

Alle bilmærker kommer under behandling: – Ja, der har været stort set alle mærker på værkstedet i de to år, der er set Porsche, Audi, Mercedes, WV, Skoda, Peugeot, Renault, Citroen, ja listen er næsten lige som lang som der findes bilmærker; vi har dog ikke haft en Rolls Roys på liften endnu, siger Jonas med et skævt smil; – men den skal da være meget velkommen – sådan en opgave klarer vi også.

Øl, sodavand og pølser

Fødselsdagen blev fejret med Hotdog og øl eller sodavand, pølsevognen var klar og selv de yngste kunne komme til. De to timer fløj afsted, og små 100 kunder, venner og familie kikkede forbi: – Når vi ser tilbage, er tiden gået rigtig hurtigt, og det skyldes først og fremmest den varme modtagelse, Suldrup Auto Teknik har fået hos kunderne, og inden udgangen af februar gennemføres ekspedition nummer 3.000, så der har været fuld fart på fra dag, lyder det fra de tre.

Jonas, Tonias og Magnus glæder sig til de kommende måneder og år, hvor de håber kunderne bliver ved med at komme, når deres bil skal have den bedste pleje.

Nu også motorsport…

Suldrup Auto Teknik har iøvrigt også indgået en aftale med Linnemann Motorsport, så mens gæsterne hyggede sig med pølser og bilsnak, stod en af Linnemann Motorsports biler på den nye 4-søjlede lift i værkstedet. – Suldrup Auto Teknik deltager i mange lokale aktiviteter, og nu ser vi frem til også at følge Linnemann motorsports resultater i 2019, slutter de foretagsomme ”bil-brødre” i Suldrup.

Share.

Der er lukket for kommentarer.